Forsker forudser kursusdød

Almene kurser til kortuddannede har været et hit, men med en lavere ydelse vil det være slut, forudser forsker. Hele uddannelsesområdet for voksne skal holde for, mener Venstre.

25.900 lønmodtagere deltog sidste år i et af de såkaldte SVU-kurser. Med regeringens spareplan dør de, forudser forsker. (Tegning: Bob Katzenelson.)25.900 lønmodtagere deltog sidste år i et af de såkaldte SVU-kurser. Med regeringens spareplan dør de, forudser forsker. (Tegning: Bob Katzenelson.)

25.900 lønmodtagere deltog sidste år i et af de såkaldte SVU-kurser, som er målrettet ufaglærte og andre med en kort skoleuddannelse. SVU står for Statens Voksensuddannelsesstøtte.

Det tal bliver med garanti meget lavere, hvis regeringen kommer igennem med planen om, at støtten til voksenuddannelse skal sænkes til 80 procent af dagpengesatsen.

- Vi ved, at økonomien betyder meget for de mennesker, der deltager i de kurser. Så det kan reelt være et dødsstød, og det skader den fleksibilitet, vi ellers er så stolte af på det danske arbejdsmarked, siger Mads Peter Klindt.

Han er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, og sammen med en kollega er han ved at lægge sidste hånd på en undersøgelse om, hvad der skal til for at få kortuddannede tilbage på skolebænken.

V: Kun de unge holdes fri

Det er lykkedes med SVU-kurserne. De fleste deltagere er lønmodtagere, der enten har en fyreseddel i baglommen eller er i fare for at få en.

- Når der er tale om almindelig efteruddannelse, er arbejdsgiveren ofte parat til at supplere op til fuld løn. Men det er ikke kendetegnende for SVU-kurserne, hvor folk ofte er på vej ud af virksomheden. Og mange vil være tvunget til at sige nej, hvis man skærer 20 procent af deres indtægt, siger Mads Peter Klindt.

VKO-flertallet har allerede vedtaget at halvere støtteperioden fra 80 til 40 uger. Og Venstres uddannelsesordfører Anne-Mette Winther forsvarer besparelserne.

- Der bliver også justeret på resten af uddannelsessystemet. Vi gør, hvad vi kan for ikke at ramme de unge, men det betyder, at alle andre kommer til at holde for, siger hun.

Anne-Mette Winther kan dog ikke svare på, hvem der vil have råd til at deltage i kurserne, når ydelsen falder med en femtedel.

- Jeg har ingen liste eller regneeksempler, for vi har ikke fået nogen detaljer fra ministeriet endnu. Men i en situation, hvor der skal spares, mener jeg, det er i orden at sænke ydelsen til 80 procent, siger hun.