A-kasser sætter pres på jobformidling

3F’s a-kasse sætter nu stærkt fokus på at formidle job til ledige medlemmer. Flere 3F-afdelinger er godt i gang og skaffer medlemmer i arbejde hver dag

Flere af 3F's a-kasser har succes med at få medlemmerne i arbejde.  (Foto: Arkiv)Flere af 3F's a-kasser har succes med at få medlemmerne i arbejde. (Foto: Arkiv)

Nu skal de ledige medlemmer i job. 3F’s a-kasse, 3FA, sætter nu ekstra pres på at formidle job til de ledige medlemmer, især inden for de områder, hvor virksomhederne mangler arbejdskraft.

I godt et halvt år har 3F’s været med i en fremrykket indsats, hvor målet var at få ledige chauffører i arbejde. Nu udvides indsatsen til alle flaskehalsområder.

- Vi vil sætte særligt ind over for ledige med to til tre måneders ledighed, for på den måde at forebygge langtidsledighed. Indenfor den første måned lykkes det for de fleste ledige at komme i gang igen, og der er ingen grund til at fokusere specielt på den meget korte ledighed, der kan være for eksempel i forbindelse med jobskifte, siger Morten Kaspersen, leder af 3F’s a-kasse, 3FA.

- Men det er blandt ledige med to-tre måneders ledighed, at vi finder den reelle arbejdskraftreserve, og det er dem, vi skal have det store fokus på at få i gang hurtigst muligt, påpeger han.

Det kan aftales med det lokale jobcenter, hvem der gør hvad - og hvad der konkret skal ske, om det så er hyppigere kontakt med de ledige, kontakt med virksomheder eller andet.

Mange af 3F’s lokalafdelinger har lange traditioner for at formidle arbejde til deres medlemmer. I dag har 3F’s a-kasse fået udviklet et it-baseret jobformidlingssystem, og kan derfor begynde at se afdelingernes jobformidlinger, når de er registreret.

Mere end en jobformidling hver dag

Blandt de afdelinger, der er i gang med registreringen, er 3F Transport, Logistik og Byg Århus, der de sidste måneder har skaffet mere end ét medlem i arbejde hver dag.

- Vi gør egentlig ikke så meget mere, end vi altid har gjort. Når vi får et ledigt job ind, begynder vi at kontakte vores ledige. Og i kraft af, at der er flere ledige job, og virksomhederne også er pressede og mangler folk, bruger de nok a-kasserne mere. Derfor er der en stigning i jobformidlinger, mener Dan Oxholm fra a-kassen i 3F Transport, Logistik & Byg Århus.

Også afdelinger som 3F Randers og Byg, Jord og Miljø i København ligger højt i registreringen af jobformidlinger.