Seniorpension bliver møgbesværligt

Senior-førtidspension bliver lige så svær eller sværere end førtidspension at få, vurderer tre ud af fire socialrådgivere i 3F. Eneste forskel er, at folk får afslag hurtigere, mener socialchef.

49-årige Marianne Høgedals ryg er slidt af mange års rengøringsarbejde. Hun har ikke tillid til, at hun kan få senior-førtidspension, når hun bliver ældre. (Foto: Ole Friis)49-årige Marianne Høgedals ryg er slidt af mange års rengøringsarbejde. Hun har ikke tillid til, at hun kan få senior-førtidspension, når hun bliver ældre. (Foto: Ole Friis)

Den nye senior-førtidspension bliver lige så svær at få som førtidspension. Den er ikke et alternativ til efterløn, mener socialrådgivere. I en rundspørge foretaget af Fagbladet 3F svarer 41 ud af 54 socialrådgivere, at det bliver lige så svært eller sværere at få senior førtidspension, som det er at få førtidspension.

På en skala fra et til 10, svarer socialrådgiverne gennemsnitligt 9,2 på spørgsmålet om, hvor svært det er at få førtidspension.

- Kriterierne for at få senior-førtidspension er de samme som for førtidspension. Så det bliver præcis lige så svært at få, siger Karin Petersen, socialrådgiver i 3F.

Intet alternativ til efterløn

Ligesom efterlønnen er senior-førtidspensionen tiltænkt nedslidte og syge. Men det bliver svært at få senior-førtidspension, mens man er i arbejde. Derfor er det urealistisk, at nedslidte i job vil kunne få gavn af ordningen vurderer næstformand i 3F Johnny Skovengaard.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil se flere nedslidte ende uden forsørgelse i takt med, at efterlønnen afskaffes.

Landsformand for Foreningen af Socialchefer Ole Pass mener, at regeringen stikker folk blår i øjnene ved at stille dem noget i udsigt, som ikke er reelt.

- Hovedparten af dem, der søger, vil få afslag på et meget spinkelt grundlag. Den eneste forskel er, at de får afslaget hurtigere, siger han.

Ingen pension til 3F'ere

De fleste 3F'ere går på efterløn, fordi de er nedslidte eller arbejdsløse. De vil ikke kunne få senior-førtidspension, vurderer leder af 3F's a-kasse Morten Kaspersen.

- Meget få af vores medlemmer vil kunne få senior-førtidspension. De vil komme til at stå med hatten i hånden, når de bliver syge.