3F: Drop forargelsen over sikkerhedsbonusser
DR Byens fokus på bedre sikkerhed og udbetaling af bonusser giver resultater: En fjerdedel færre arbejdsulykker og en tredjedel mindre sygefravær end i den danske byggebranche generelt.
Sikkerhedsindsatsen på DR's byggeri har tidliger modtaget ros fra blandt andet Arbejdsstyrelsen. (Arkivfoto) Stop forargelsen og glæd jer over en bygherre, der tager ansvar for sikkerhed og arbejdsmiljø.
Frank Thaulow, forhandlingssekretær og arbejdsmiljøansvarlig i Byggegruppen i 3F, er dybt forundret over, at flere politikere falder over DR's udbetaling af sikkerhedsbonusser til håndværkerne i DR Byen.
- Det må næsten skyldes, at DR er jaget vildt i øjeblikket, fordi DR Byen er blevet meget dyrere end først budgetteret, siger han.
- Jeg synes imidlertid, at de politikere, som skruer sig helt op og snakker om bestikkelse af arbejderne (Louise Frevert, Dansk Folkeparti, red.) burde sætte sig ind i tingene. Vi har at gøre med en bygherre, som tager arbejdsmiljøet alvorligt, og ikke bare har skrevet fine papirer. Man har gjort det i praksis, og det har vist sig at virke.
Bygherren gør en forskel
Frank Thaulow undrer sig i øvrigt over, at sikkerhedsbonusserne pludselig kan blive en god historie.
- DR Byen har uddelt disse bonusser næsten fra første spadestik, og der har været skrevet en masse om det. Jeg husker også, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ved en enkelt lejlighed har uddelt priser og bonusser, siger Frank Thaulow.
Også i Dansk Byggeri er man begejstret for DR's fokus på sikkerheden.
- Al erfaring viser, at der hvor bygherren sætter arbejdsmiljø og sikkerhed på dagsordenen og indarbejder det i sit projekt, giver det færre ulykker. DR Byen skal ikke skældes ud, men derimod roses for at være foregangsbyggeri, siger arbejdsmiljøchef Carsten Bekker.
DR: Det koster ikke ekstra
Økonomidirektør i DR David Hellemann oplyser, at systemet med sikkerhedsbonusser har vist sig at virke.
- Vi har på DR Byen en fjerdedel færre arbejdsulykker og en tredjedel mindre sygefravær end i den danske byggebranche generelt, siger han.
Økonomidirektøren mener ikke, at licensbetalerne kommer til at betale ekstra for den forbedrede sikkerhed.
- Man har allerede fra planlægningen af byggeriet villet have en byggeplads med høj standard både hvad angår arbejdsmiljø som miljø i øvrigt. I den forbindelse har man udviklet et system med blandt andet sikkerhedsbonus, som er indarbejdet i kontrakterne med entreprenørerne som en fast promille af den samlede kontraktsum. Beløbene har været afsat i budgetterne lige fra starten, siger han til Nyhedsbrevet 3F.
Entreprenørerne har ikke kun udsigt til bonus for god sikkerhed. Der er også aftaler om tidsbonus.
Sikkerhed i bonusaktiviteter
Sikkerhedsbonusserne er baseret på et objektivt pointsystem. Som udgangspunkt er bonussen en del af den samlede kontraktsum, men der kan ske regulering af bonussen i både opad- og nedadgående retning. Pluspoint kan man eksempelvis få ved at deltage i ekstraordinære og ikke krævede kurser. Minuspoint får man blandt andet ved skødesløs omgang med sikkerheden ved for eksempel ikke at bære hjelm eller ved at arbejde uden tilstrækkelig faldsikring.
Sikkerhedsbonusserne udbetales til entreprenørerne, der skal anvende dem på de involverede medarbejdere. Ifølge konceptet skal der være et element af arbejdsmiljø eller sikkerhedsarbejde i de ellers sociale og kulturelle aktiviteter, der gennemføres for pengene. Det er sikkerhedschef i DR Byen Svend Erik Due, der godkender aktiviteterne.
Europas bedste byggeplads
Sikkerhedsbonusserne er kun en del af DR's ekstraordinære fokus for at få en sikker byggeplads. Derudover skal alle ansatte gennemgå et sikkerhedskursus for overhovedet at arbejde på byggepladsen, ligesom man gennem to årlige uddelinger af arbejdsmiljøpriser er med til at understrege ønsket om en byggeplads uden ulykker.
DR Byen blev i 2004 udpeget til en af Europas fem bedste byggepladser efter indstilling fra Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter.