EL: Skatteplan øger uligheden
Enhedslisten mener, at regeringens skatteudspil øger uligheden. Og at det i øvrigt er tredje skatteændring i træk, hvor øget ulighed er konsekvensen.
- Det skete i 2003, i 2004 og nu i 2007. De højstlønnede får de største lettelser, lavtlønnede de mindste lettelser og arbejdsløse, pensionister, førtidspensionister, efterlønnere og studerende får ikke en krone. Hver gang er de fattigste med stor præcision undtaget fra skattelettelser, siger skattepolitisk ordfører, Frank Aaen.
Han mener ikke, at de 1,5 milliarder kroner, som regeringen giver til at øge overførselsindkomsterne som kompensation for øgede grønne afgifter, gavner nok.
- Der er ikke nogen regering i nyere tid, der så konsekvent har brugt skatterne til at øge uligheden. Og så kan statsministeren komme med nok så meget udenomssnak på sit pressemøde, det får de fattigste intet ud af, konstaterer Frank Aaen.
Han peger på, at de personer, der er på overførselsindkomster, til stadighed oplever, at deres indkomst sakker bagud i forhold til lønningerne på grund af den såkaldte satsregulering.