Flest ulovlige firmaer i Nordsjælland
Whisky-bæltet har rekord i ulovligt arbejde fra Østeuropa.
Filminstruktøren Bille August havde det polske firma "Pol Construct" til at renovere villaen til 21 millioner kroner. Men firmaet arbejdede ulovligt på den nordsjællandske villa, for de skjulte sig for myndighederne og havde ikke tilmeldt sig RUT-registret, som loven kræver. (Uffe Weng) Når snobberne Fritz og Poul fra DR's Rytteriet skal have lagt nyt tag på villaen, hyrer de formentlig et firma, der arbejdede ulovligt i Danmark.
For Nordsjælland har Danmarksrekord i at bruge firmaer fra Østeuropa, der skjuler sig for de danske myndigheder i strid med loven.
Det viser en opgørelse fra byggeriets fagforeninger i BAT-Kartellet, der for nylig besøgte 700 byggepladser over hele landet.
- Folk med rigtig mange penge, er åbenbart ligeglade med, at arbejdet foregår i strid mod alle regler, mener Palle Bisgaard, forhandlingssekretær i 3F.
Noget at skjule
Kun 30 procent af de udenlandske firmaer i Nordsjælland arbejdede lovligt i Danmark. I resten af landet havde 50 procent af firmaerne tilmeldt sig, som loven kræver det. Mindst lyssky var firmaerne i Syddanmark. Her arbejdede 76 procent af de udenlandske firmaer lovligt.
Dansk Byggeri oplever også, at der er mest snyd og ulovligt arbejde i Nordsjælland.
- Vores medlemmer i Nordsjælland er mest presset af udenlandske firmaer. De kan lave arbejdet billigere, fordi de ikke følger spillereglerne i Danmark, siger Søren Lange Nielsen
Han er chefkonsulent i Dansk Byggeri og påpeger, at hvis man har noget at skjule, melder man sig ikke i registret for udenlandske firmaer.
Sort arbejde
Udenlandske firmaer, der lever under myndighedernes radar, har normalt de dårligste forhold for de ansatte.
- Firmaer, der ikke er registreret lovligt, ser vi ofte arbejde sort, de betaler ikke skat, og deres medarbejdere får en dårlig løn, siger Palle Bisgaard.
BAT-kartellet har opfordret politikerne til at stramme op, så der kommer styr på de udenlandske firmaer.
Der skal blandt andet kunne gives bøder med det samme. Og Arbejdstilsynet skal kunne standse arbejdet, hvis de afslører firmaer, der arbejder ulovligt.