Ny app giver overblik over pensionen
Får du den pension du er berettiget til? Hvor stor er din opsparing? Hvad får du udbetalt ved førtidspension eller kritisk sygdom? Alt det kan du få overblik over med PensionDanmarks nye app.
Nu kan du få overblik over din pension på mobilen. PensionDanmark lancerer ny mobil app. Pension er et område, der kan være svært at finde rundt på. Men med en ny app til mobiltelefonen rækker PensionDanmark nu en hjælpende hånd ud til sine medlemmer.
Med app'en er det let at holde sig opdateret på den dækning og de muligheder, som det giver, at have sin opsparing hos PensionDanmark. Og ikke mindst om pensionsbidraget fra arbejdsgiveren rent faktisk tikker ind hver måned.
Rigtig mange bruger i dag selvbetjeningsmulighederne i Din Egen Pension på pension.dk, og derfor har PensionDanmark store forventninger til den nye app.
- Det betyder meget for os, at vores medlemmer er velinformerede om pensionsordningen og dens muligheder, og at informationen er lettilgængelig. Derfor udvider vi paletten af selvbetjeningsmuligheder på hjemmesiden til også at omfatte mobilen, siger Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark.
Bestil tid til sundhedsbehandlinger
Hvis der er problemer med nakken eller du har overbelastet ryggen, er der også hjælp at hente i den nye mobilapp. Den gør det nemlig lettere, at benytte sundhedsordningen hos PensionDanmark, forklarer Torben Möger Pedersen.
- Med kun få klik, kan du bestille tid til en sundhedsbehandling. Jeg er overbevist om, at det bliver et stort hit hos vores medlemmer, siger han.
Med et digitalt kort kan du tilmed bruge app'en til at finde det sundhedscenter, der ligger tættest på dig.
Aktivér din mobil
For at benytte app'en skal du aktivere din mobil via pension.dk på en almindelig computer. Du skal logge ind med NemID.
App'en kan derefter downloades i Apples App Store af brugere med iPhones (og iPads) eller i Google Play for brugere med nyere Android- smartphones.