Tvivl om ukrainere i landbruget

Op mod 1.400 ukrainere opholder sig i Danmark på falsk grundlag. Det viser en ny rapport som Integrationsministeriet offentliggør i dag.

Sidste år udstedte Udlændingeservice opholdstilladelser til 1.800 landbrugspraktikanter fra Ukraine. Det store antal gjorde Udlændingeservice så mistænksom, at en delegation blev sendt til Kiev i februar for at undersøge sagen nærmere.
Beskeden fra ukrainske myndigheder var imidlertid, at der efter deres vurdering kun var sendt 400 landbrugspraktikanter til Danmark.
Minister for flygtninge, indvandrere og integration, Rikke Hvilshøj, fortæller til TV2, at det er for tidligt for hende, at give et bud på, hvor de resterende 1.400 ukrainere, som har tilladelse til at arbejde i dansk landbrug på falsk grundlag, befinder sig.
- Hvis de har opholdstilladelse til at arbejde i landbruget, formoder jeg, at de der. Der må også være landmænd, som er blevet snydt, siger hun.
Rikke Hvilshøj har nu bedt sit system undersøge om ukrainerne kan identificeres og hvilke juridiske skridt der kan tages imod dem. Hun vil også snarligt tage et møde om problemet med præsidenten for Landbrugsraadet, Peter Gæmelke.