Sundhed er ikke for mænd
Lægebesøg og salatblade er ikke mandigt. Sådan lyder ekspertens forklaring på, hvorfor mændene i 3F halter langt efter kvinderne, når det kommer til sundhed.
Kvindelige 3F’ere ryger mindre, dyrker mere motion og er mindre overvægtige end de mandlige, viser undersøgelse blandt Fagbladet 3F's webpanel. (Foto: Colourbox) Kvindelige 3F'ere ryger mindre, dyrker mere motion og er mindre overvægtige end de mandlige. Det viser en ny undersøgelse af Analyse Danmark for Fagbladet 3F.
Ifølge undersøgelsen har 40 procent af kvinderne en normal vægt, det vil sige et BMI på mellem 18,5 og 24,9, mens det kun er 29 procent af mændene. Ser man på rygning, svarer 26 procent af kvinderne ja til, at de ryger, hos mændene er det 35 procent. Og i forhold til at dyrke motion slår kvinderne igen mændene. 57 procent af kvinderne svarer, at de dyrker motion mindst en halv time om dagen, hos mændene er det 40 procent.
Sundhed er umandigt
At kvinderne er sundere end mændene kommer ikke bag på Hilda Rømer Christensen, som er kønsforsker og lektor på Sociologisk Institut på Københavns Universitet. Hun mener, at der er nogle symbolske forestillinger omkring sundhed, som gør, at det falder kvinderne mere naturligt.
- At passe børn og ældre er stadig primært kvindejob, og blandt andet det gør, at kvinder har en større ansvarlighed omkring kroppen. Og så er sådan nogle ting som at spise grønt i stedet for kød og at gå til lægen generelt umandige ting. Der er nogle forestillinger om, hvad der mandigt og kvindeligt, som gør, at kvinder er mere optagede af sundhed, siger hun.
Skru ned for føleriet
Fra 14. til 19. juni afholdes Mænds Sundhedsuge, hvor mænd og sundhed er på dagsordenen. Det sker netop fordi, mange mænds sundhed trænger til et løft.
- Undersøgelsen her er jo med til at understrege, hvor vigtig Mænds Sundhedsuge er, siger Peter Hamborg Faarbæk fra Fagpolitisk Center for Arbejdsliv i 3F.
Han peger også på, at mændene skal nås på en anden måde
- Problemet med sundhedssnakken er ofte, at der ikke kommunikeres i et sprog, mænd lytter til. Der skal ikke være så meget føleri og udenomssnak. Det skal være mere faktuelt, kort og præcist, siger han.