Landbrugsskole skal returnere statsstøtte
Undervisningsministeriet kræver nu et statstilskud tilbage fra Borris Landbrugsskole, som skolen har fået på forkert grundlag for en elev.
Borris Landbrugsskole skal betale et statstilskud tilbage, som skolen har fået for en kvinde, som slet ikke var landbrugselev, selvom skolen meddelte Undervisningsministeriet, at hun var elev på landbrugsuddannelsen. (Foto: Anders Bach) Skandalen stiger støt på Borris Landbrugsskole.
Skolen nær Skjern har hævet et statstilskud for en kvinde, som slet ikke var landbrugselev, selvom skolen har meddelt Undervisningsministeriet, at hun var elev på landbrugsuddannelsen. Det viser papirer, som Nyhedsbrevet 3F er kommet i besiddelse af.
- Når der er udbetalt statstilskud på et forkert grundlag, er det en alvorlig sag. Tilskuddet skal tilbagebetales, da eleven ikke har været tilskudsberettiget, siger Jørgen Torsbjerg Møller, kontorchef i Undervisningsministeriet, til Nyhedsbrevet 3F.
Praktik på hotel
Nyhedsbrevet 3F er kommet i besiddelse af et internt papir om eleven fra Borris Landbrugsskole. Papiret viser, at den nu 22-årige kvinde blev elev på skolens afdeling for bogligt svage danskere i august 2007. Og at skolen i efteråret sendte hende i erhvervspraktik som "køkkenassistent" på det nu konkursramte Bundgårds Hotel i Borris.
Eleven "har efterfølgende fået et større ansvar i landbrugsskolens køkken," fremgår det af papiret fra skolen, som fortsætter:
Eleven "fortæller, at hun er meget glad for at være i køkkenet, så køkkenlinien skal fortsat være hendes fokus område".
Pigen er sendt til skolen af Struer Kommune.
- Struer Kommune har ingen kommentarer til sagen på grund af tavshedspligt, siger Pia Møller Nielsen, socialkonsulent i Struer Kommune, til Nyhedsbrevet 3F.
Forstander: Beklagelig fejl
Ledelsen på Borris Landbrugsskole erkender, at skolen har fået statstilskud for eleven på et forkert grundlag.
- Der er sket en administrativ fejl. Eleven var først optaget på landbrugsuddannelsen, men skiftede branche. Det har vi meddelt ministeriet, siger Lars Tobler, forstander på Borris Landbrugsskole, til Nyhedsbrevet 3F.
Forstanderens forklaring til ministeriet er anderledes:
Eleven "har ikke på noget tidspunkt været tilknyttet landbrugsuddannelsen, men har været tilknyttet skolen i forbindelse med en erhvervsafklaring," skriver Lars Tobler og beklager fejlen.
Se skolens beklagelse til ministeriet her
Se skolens beklagelse til ministeriet herSe den interne regnskabsrapport for Erhvervsskolen Vestjylland her
Se den interne regnskabsrapport for Erhvervsskolen Vestjylland her