Danske gartnerier er gået i minus

Danske gartnerier har underskud på deres regnskaber, viser ny stor analyse. Især potteplantegartnerier er hårdt ramt, to ud af tre havde røde tal i 2005.

Især potteplantegartnerierne klarer sig dårligt. Kun 30 procent af dem har haft overskud i 2005. Især potteplantegartnerierne klarer sig dårligt. Kun 30 procent af dem har haft overskud i 2005.

Tallene på bundlinien i de danske gartnerier er efterhånden ved at være lige så røde som tomaterne inden i gartneriernes drivhuse.

En del tyder nemlig på, at det overraskende flotte regnskab fra det store tomatgartneri Alfred Pedersen & Søn, som Fagbladet for nylig kunne skrive om, var en enlig svale.

I hvert fald hvis man sammenligner med den nye analyse af regnskaber fra 80 gartnerier, som revisionsfirmaet BDO ScanRevision i Odense har lavet.

Ifølge analysen "Gartnerstatistik 2005" var sidste års resultat før afskrivninger det ringeste siden 1995.

I 2005 var driftsresultatet godt nok stort set uændret i forhold til 2004. Men det betyder, at gartnerierne ikke har været i stand til at forbedre deres indtjening i forhold til året før, som var et katastrofalt år for gartnerierne.

Potteplanter hårdt ramt

Det er dog især potteplantegartnerierne, som klarer sig dårligt, hvor kun 30 procent af dem har haft overskud i 2005, mens de øvrige gartnerier faktisk har haft en lille fremgang i driftsresultatet fra 2004 til 2005.

Selv de bedste af potteplantegartnerierne har klaret sig ringere end i 2004 med et i snit 23 procent dårligere resultat før renter.

- Det er branchens manglende evne til at tilpasse produktionen til salget, som er den største årsag til krisen, siger revisor Ole Sønder Snogdal, BDO ScanRevision, der står bag analysen. Han peger dog også på højere energipriser og øgede personaleomkostninger, som medvirkende årsager til de røde tal.