3F: Ryd op i Dumping Danmark
1. maj:
3F's formand brugte 1. maj på nye krav mod social dumping. Og Pia Kjærsgaard fik en historietime om 10 års borgerligt svigt i indsats mod snyd og svindel.
Poul Erik Skov Christensen holdt 1. maj-tale med krav om uddannelse, investeringer og nul-tolerance mod bagmænd, der står bag social dumping. (Arkivfoto) Familien blev snydt, da polsk betonarbejder døde på job i Helsingør. Arbejdsgiveren havde ikke betalt hans forsikring. Rumænere måtte leve af madpakker, de kunne finde på skolen, hvor de gjorde rent. Jobbet gav ikke løn at leve for.
Den slags eksempler havde hovedrollen, da 3F's formand, Poul Erik Skov Christensen holdt 1. maj-tale. Det foregik i Aarhus, hvor Tangkrogen fik en faglig advarsel om, hvad udnyttelse af billig arbejdskraft fører til:
- Det er en glidebane, hvor endestationen kan blive menneskehandel og tvangsarbejde. Det er en holdning, der rammer som en boomerang. Det presser lønniveauet, og det gør det sværere at opretholde rimelige forhold generelt, sagde han.
Nye krav mod dumping
Poul Erik Skov Christensen roste den nye regering for de tiltag, der er sat i gang mod social dumping. Men han slog fast, at der skal mere til. Og han bragte en stribe konkrete forslag på banen. Blandt andet:
- Kædeansvar når det gælder de pligter og krav, loven stiller.
- Juridiske smuthuller skal fjernes, så det bliver umuligt at oprette falske firmaer for selvstændige, der reelt er ansatte.
- Det skal være kriminelt at få udført sort arbejde, når man når over en vis bagatelgrænse.
- Stat og kommuner skal sikre, at arbejde i udbud ikke går til virksomheder, der åbenlyst bryder overenskomsterne.
Svirp til Pia K.
Samtidig fik Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, en hurtig historietime. Hun og andre beskylder fagbevægelsen og den nye regering for svigt, når det gælder indsats mod løndumping.
Det kalder 3F's formand ”grænseløs uvidenhed”, der hører hjemme i Guiness Rekordbog. Han slog på, at Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti knap løftede en finger mod social dumping, da de havde magten i 10 år:
- De gik til sidst med til et RUT-register, hvor udenlandske firmaer skal registreres. Efter to års betænkningstid fik de afsat to personer til kontrolarbejdet. To personer! Det er jo helt til grin, pointerede Poul Erik Skov Christensen.