Gartner fik kolde fødder over ukrainere
Gartner, der betalte millionerstatning til underbetalte ukrainere, må nu op med pungen igen for at slippe ud af kontrakt med nye ukrainere, selv om de aldrig kommer til Danmark.
3F skaffede de tre ukrainere Mykola Birykchenko, Andrey Ishcky og Ivan Palchey, 1,1 mio. kr. i erstatning fra en gartner i Esbjerg. Nu har to andre ukrainere fået penge i opsigelsesperioden, uden at være kommet til Danmark. (Foto: Palle Peter Skov) En vestjysk gartner, der forleden måtte op med 1,1 million kr. i efterbetaling til tre ukrainere, som han snød groft med en timeløn på 32 kr., må nu atter op med tegnebogen.
Denne gang for at betale erstatning til to andre ukrainere, selv om de aldrig når at komme til Danmark og arbejde for ham.
Gartneren havde allerede skrevet kontrakt med de to ukrainere, før han blev afsløret i underbetalingen.
Nu har han fortrudt og har med 3F Esbjergs mellemkomst indvilliget i at betale erstatning på to gange 14 dages løn svarende til godt 5.000 kr. netto, oplyser opmålerkonsulent Johnny Blicher, 3F Esbjerg.
Havde regnet med lavpris
Det var Johnny Blicher, der kørte sagen, der førte til millionerstatningen, og det var også ham, som arbejdsgiveren spurgte til råds: "Hvordan kommer jeg ud af kontrakten?".
- Da han måtte betale erstatning, fandt han vel ud af, at han ikke kunne få de nye ukrainerne til lavpris, som han havde regnet med. Der står i kontrakten, at ukrainerne har 14 dages opsigelse, så der var ikke noget at rafle om, siger Johnny Blicher.
Pænt plaster på såret
Ukrainerne havde allerede fået arbejdstilladelser for et år, men nåede altså aldrig til Danmark, før gartneren fik ondt i tegnebogen. Månedslønnen i landbruget i Ukraine er cirka 1.000 kr., så den uventede check er sandsynligvis et pænt plaster på såret.
De må nu se sig om efter en anden arbejdsgiver, der har brug for landbrugspraktikanter, hvilket næppe bliver et problem, mener Johnny Blicher.