Borgerlig skilsmisse

Valgkamp:: Vestager og Barfoed er meget overraskende blevet et nyt par nr. 7 i dansk politik - en konstellation, der skaber totalt opbrud i blå blok.

Først og fremmest er det værd at bemærke, at Barfoed  - trods aftalen har været planlagt et stykke tid - ikke havde informeret Løkke om den, før han gik i medierne med den.Først og fremmest er det værd at bemærke, at Barfoed - trods aftalen har været planlagt et stykke tid - ikke havde informeret Løkke om den, før han gik i medierne med den.

Det var ved en idyllisk, nordsjællandsk skovsø som kulisse, at Vestager og Barfoed breakede nyheden om, at de efter valget vil gøre op med blokpolitikken og samarbejde hen over midten. Men den nye alliance har langt fra en idyllisk effekt i den borgerlige lejr.

Først og fremmest er det værd at bemærke, at Barfoed - trods aftalen har været planlagt et stykke tid - ikke havde informeret Løkke om den, før han gik i medierne med den. Måske et tak for sidst fra Barfoeds side, der ikke fik besked før alle andre om valgudskrivelsen. Men at Barfoed ikke informerer om så væsentlig en aftale, illustrerer tydeligt, at hans forhold til Løkke er iskoldt.

Løkke har udadtil forsøgt at bevare roen, men han er med sikkerhed ikke glad for den nye alliance. Løkke ved godt, at det nærmest virker komisk, at imens han rejser landet tyndt for at bede om folks stemme til fire år mere til VK-regeringen, står den konservative leder og flirter med de politiske modstandere ved en skovsø.

Samtidig er Løkke klar over, at den borgerlige befrielsesbevægelse mod DF også vil sprede sig til hans eget parti. Og et så åbent oprør internt i blokken er en katastrofe i en valgkamp.

Pia K stiktosset

Pia Kjærsgaards vrede overfor Barfoeds nye alliance er derimod så åbenlys, at den sidste rest af sammenhold i VKO er helt forduftet. Og hun har med garanti ikke sagt det sidste ord i den sag! Blandt andet bliver det spændende at se, om Kjærsgaard er så sur, at hun finder på at trække kortet: ”DF kan ikke pege på en borgerlig regering, hvor De Konservative er med!”.

DF vil i resten af valgkampen bruge meget energi på at slå på C, da de ud over vreden også kan se et vælgermæssigt potentiale i at gå på rov hos de C-vælgere, der ikke bryder sig om Barfoeds midtersøgende stil. Internt i De Konservative er der i nogle kredse også bekymringer over, om Barfoed har markedsført det nye samarbejdet hen over midten for hårdt, så det netop kan koste stemmer den vej.

Bredt samarbejde et nyt tema

Allerede nu er der ved at opstå et selvstændigt tema i valgkampen, der hedder ”bredt samarbejde” og her får Anders Samuelsen hverken meget taletid eller indflydelse. Vestager/Barfoed-alliancen lægger derfor også op til, at Anders Samuelsen må skrue yderligere op for den negative retorik mod de andre borgerlige partier, hvis han skal få opmærksomhed.

Så selvom den nye Vestager/Barfoed-alliance indtil videre nærmest er politisk indholdsløst, er den på flere måder med til at forstærke den skilsmissestemning, der har været optræk til i blå blok.