Så får de arbejdsløse tæsk igen

Analyse: Hovedparten af de etablerede røde politikere går i flyverskjul, når debatten om de arbejdsløse raser. De ledige i debatten må finde sig i offentlig spanking.

De arbejdsløse må endnu engang finde sig i at blive udstillet som nogle, der krydrer den i sofaen og kun gider komme på benene, når de skal ned og snyde systemet!De arbejdsløse må endnu engang finde sig i at blive udstillet som nogle, der krydrer den i sofaen og kun gider komme på benene, når de skal ned og snyde systemet!

Det er bemærkelsesværdigt så tavse de røde politikere er, hver gang de borgerlige giver de arbejdsløse offentlig spanking.

Med et veltilrettelagt forløb er det endnu engang lykkedes for Liberal Alliance at få rettet et negativt fokus mod de arbejdsløse. Et par raske svende med tætte bånd til LA har brugt efteråret på at lave en film, hvor de platter nogle tusindlapper fra Københavns Kommune ved at spille kontanthjælpsmodtagere.

En simpel opskrift til opmærksomhed

Og da medierne i øjeblikket er vilde med historier, der handler om danskere, der bedrager de offentlige kasser, har det ikke været svært at få reklame for filmen. LA's Joachim B. Olsen har givet historien ekstra sovs og kartofler med et af sine sædvanlige vredesudbrud og ved at fremlægge sit eget kontanthjælpsudspil, der kan få skabt mening i galskaben.

De øvrige borgerlige politikere har også indtaget deres vante positioner. Både i medierne og på Facebook har de travlt med at råbe op om: ”at det ikke kan betale sig at arbejde”, ”der bliver stillet for lidt krav til de arbejdsløse” og ”at der er alt for mange, der ikke gider lave noget”.

Så selvom det starter med at handle om, at det er for let at snyde kontanthjælpssystemet, bliver det hurtigt drejet over mod, at de arbejdsløse er dovne, får for mange penge og er skyld i landets dårlige økonomi.

De rødes radiotavshed

Når denne type debat raser, indtager centrum-venstre politikerne også deres standardposition. Den går kort sagt ud på at smutte ind på kontoret, hurtigt lukke døren og slukke for telefonen og så vente til debatten er drevet over. Hovedparten af de etablerede røde politikere har hverken lyst til eller fået lov ovenfra til at deltage i debatten.

De rødes radiotavshed i debatten virker besynderlig, særligt fordi det ikke er jordens sværeste udfordring at tale de arbejdsløses sag. I en tid med stigende arbejdsløshed, og hvor mange allerede med forringelser på dagpengene, efterlønnen osv. har bidraget til at rydde op efter festen, burde der være muligheder for at opbygge en solid argumentation.

Men det sker ikke, så de arbejdsløse må endnu engang finde sig i at blive udstillet som nogle, der krydrer den i sofaen og kun gider komme på benene, når de skal ned og snyde systemet!