Rengøringsselskaber erkender ulovlige forhold
Den beskidte rengøring:
Flere af rengøringsbranchens største spillere erkender nu, at branchen har store problemer med sort og illegal arbejdskraft.
Rumænske Vasile og Natalia Stoica fik ingen løn som rengøringsmedarbejdere på offentlige skoler i Danmark. (Foto: Petrut Calinescu) Flere af Danmarks største rengøringsselskaber erkender nu, at branchen har betydelige problemer med sort og illegal arbejdskraft. Det viser en rundspørge, som Fagbladet 3F har lavet.
Administrerende direktør for Danmarks tredjestørste rengøringsselskab Alliance+ Henrik Nordenlund mener, at udviklingen i rengøringsbranchen er kørt helt skævt:
- Jeg synes ikke, at vi som branche kan være bekendt, at det er kørt så langt ud, som det er. Men generelt er vi i branchen ikke røvere og banditter, og vi vil ikke blive kigget på som sådan, siger direktøren, som er bestyrelsesmedlem hos Servicebranchens Arbejdsgiverforening SBA under Dansk Industri.
- Hvis virksomheder i branchen ikke vil spille med, må de ud af SBA. Helt klart, siger Henrik Nordenlund.
ISS: Trist og overvældende
Fagbladet 3F har de seneste måneder afsløret snyd i rengøringsbranchen samt elendige arbejdsforhold for ansatte, der gør rent hos offentlige institutioner som skoler og børnehaver.
Danmarks største rengøringsselskab ISS er utilfreds med udviklingen i rengøringsbranchen.
- Det er trist og overvældende, når SKAT afdækker, at hver fjerde rengøringsmedarbejder arbejder ulovligt. Og det er uværdigt, når 3F kan afdække forhold, hvor rengøringsfolk bliver kørt til Danmark for at arbejde benhårdt for en månedsløn på 3.500 kroner. Det fortæller meget om et samfund, om det accepterer at se stiltiende på, siger administrerende direktør Maarten van Engeland, som også er formand for DI Service.
Elite Miljø: Vi konkurrerer ikke på lige vilkår
Hos rengøringsvirksomheden Elite Miljø er salgsdirektør Else Brandt enig:
- Alt, alt for mange bliver taget. Branchen har et problem, og vi konkurrerer ikke på lige vilkår, siger hun.
Fagbladet 3F har også forsøgt at få en kommentar fra Danmarks næststørste rengøringsselskab, Forenede Service. Men vicedirektør og medejer af Forenede Michael Krogh, som også sidder i SBA's bestyrelse, oplyser, at han ikke ønsker at tale med Fagbladet 3F.