Få indvandrere vil i Folketinget
Mindre end to procent af folketingskandidaterne til det kommende valg har indvandrerbaggrund.
Mindre end to procent af folketingskandidaterne til det kommende valg har indvandrerbaggrund. (Foto: Folketingets hjemmeside) Når danskerne til efteråret skal stemme til folketingsvalget, kommer de hverken til at sætte kryds ud for Ali, Fadwa eller Muhammed. Det er nemlig slet ikke en mulighed.
Til valget fattes det generelt på kandidater med indvandrerbaggrund fra ikke-vestlige lande. Der er i dag blot 13 opstillede personer, svarende til mindre end to procent af det samlede antal kandidater. Det viser en optælling foretaget af Fagbladet 3F.
Det kan betyde, at der opstår en underrepræsentation af holdninger fra denne gruppe, forklarer Jørgen Elklit, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
- Det betyder, at nogle synspunkter vil have svært ved at komme frem. Derfor er det også vigtigt, at disse underrepræsenterede grupper føler, at deres synspunkter i det mindste kommer frem gennem partierne, forklarer han.
Qureshi: Demokratisk underskud
Ifølge tal fra Integrationsministeriet udgjorde indvandrere med ikke-vestlig oprindelse og deres efterkommere knap 6,7 procent af den samlede befolkning pr. 1. januar 2010. En del af disse er dog ikke opstillingsberettigede, hvis de eksempelvis er for unge eller ikke har dansk statsborgerskab.
Alligevel er det ærgerligt, at der ikke er flere nydanskere i feltet af kandidater. Det mener Kamal Qureshi, ordfører for etnisk ligestilling i SF.
- Der et udtryk for et demokratisk underskud, når en del af befolkningen er underrepræsenteret. Det betyder ofte, at de pågældende ikke føler, at deres holdninger er repræsenteret, siger han.
Den hårde tone skræmmer
Kamal Qureshi tror, at den hårde tone i samfundsdebatten holder mange med indvandrerbaggrund fra at stille op.
- Har man som udlænding nogle lidt for konservative holdninger, risikerer man hurtigt at blive stemplet som udansk. Derfor er det kun de meget stærke, der stiller op, forklarer han.
Blandt de nuværende 13 kandidater stiller flest op for netop hans eget parti, SF.
- Det er ikke så overraskende, da indvandrere i Danmark generelt stemmer massivt til venstre for midten. Selvom de deler flere holdninger med andre partier, vægter udlændingepolitikken ofte højere, siger Kamal Qureshi.