Tema: Tivoli hyrer rumænere til dumpeløn

Et omrejsende tivoli i Sønderjylland havde sidste år omkring 20 rumænere ansat til at flytte tivoliet rundt fra by til by til en dumpeløn langt under danske standarder. Rumænerne fik omkring 1.500 kroner om ugen for arbejdet. To af de tidligere ansatte har været udsat for så dårlige arbejdsforhold, at Center mod Menneskehandel vurderer, at der var tale om menneskehandel til tvangsarbejde.

  •  Foto: Jesper Dall
  •  Foto: Jesper Dall
  •  Foto: Jesper Dall
  •  Foto: Jesper Dall

Rumænsk ægtepar blev udsat for tvangsarbejde i et omrejsende Tivoli i Sønderjylland. Det vurderer Center mod Menneskehandel

 

Det rumænske ægtepar Elena og Marius Popescu fik tilsammen mellem 3.000 og 6.000 kroner i månedsløn. De blev spist af med gammel mad og var indlogeret i en kold campingvogn med deres 12-årige søn Daniel, da de arbejdede for et omrejsende tivoli i Sønderjylland sidste år. Det fortæller ægteparret til Fagbladet 3F.

Ifølge rumænerne tilbød arbejdsgiveren dem begge 6.000 kroner om måneden og arbejdsgiveren, Kjærs Tivoli, lovede dem kontrakter på ansættelsen, fortæller de. Men kontrakterne så de aldrig. 

Der er heller ikke indberettet skat af deres arbejde for Kjærs Tivoli. Det viser en aktindsigt, Fagbladet 3F har fået hos SKAT.

Selvom den aftalte løn i forvejen var langt under danske standarder, måtte rumænerne nøjes med endnu mindre.

- Vi følte os som fanger i et fængsel. Vi blev lovet kontrakter, som aldrig kom, og lønnen var så lav, at vi ikke havde råd til at rejse derfra, siger 47-årige Marius Popescu.

Center mod Menneskehandel er gået ind i sagen kort før jul i 2012. Centeret vurderer, at forholdene var så ringe, at der var tale om menneskehandel til tvangsarbejde. Det viser en aktindsigt, Fagbladet 3F har fået i sagen fra Center mod Menneskehandel.

Måtte spise gammel mad

 Marius Popescu og hans 35-årige kone Elena skulle stå for udsmykningen af de forskellige forlystelser hos Kjærs Tivoli, som turnerer rundt fra by til by i hele Sønderjylland hver sommer.

Efter tre måneder, da tivolisæsonen sluttede, havde arbejdsgiveren, René Kjær Iversen, ikke mere arbejde til det rumænske ægtepar. Men Marius og Elena Popescu havde tjent så lidt, at de ikke havde råd til at rejse videre, fortæller de. Parret og deres 12-årige søn måtte samle flasker for at skrabe lidt småpenge sammen. Og de overlevede ved at spise den mad, som René Kjær Iversen tilbød sine ansatte, fortæller de. 

- Der er ingen tvivl om, at maden havde overskredet sidste salgsdato. Vi kunne se det på mærkatet og lugte det på maden. Man kan ikke byde et barn at spise for gammel mad, siger Marius Popescu.  

Boede i kold campingvogn

 Under ansættelsen hos Kjærs Tivoli var den rumænske familie installeret i en campingvogn uden bad og toilet.  

- Til sidst var det så koldt, at vi ikke kunne sætte vores fødder på gulvet, siger Marius Popescu.

I oktober tilbød René Kjær Iversen igen rumænerne arbejde nogle uger ad gangen, fortæller de. En mindre lønudbetaling i november gjorde, at parret lige akkurat havde nok til at kunne betale for en måneds husleje i en etværelses lejlighed i byen Gram.

Det lykkedes derfor familien at flytte ud af den kolde campingvogn 1. december 2012.

Men ifølge rumænerne faldt det ikke i god jord hos arbejdsgiveren, at de flyttede fra pladsen i Toftlund. Han holdt til sidst helt op med at betale deres løn, fortæller de.

Ofre for tvangsarbejde

 

Op til jul kom det til en direkte konfrontation, da Elena og Marius Popescu bad René Kjær Iversen om at betale, hvad han skyldte dem, så de kunne betale husleje. Ifølge rumænerne nægtede arbejdsgiveren at betale og mistede til sidst besindelsen.

- Han blev rasende. Jeg var meget bange på det tidspunkt, siger den rumænske mand.

6 om tvangsarbejde

 

Center mod Menneskehandel har udgivet rapporten “Menneskehandel i rengøringsbranchen?” af antropolog Trine Mygind Korsby. Her fremgår det, at der bør sættes gang i en grundig efterforskning, hvis bare én af følgende seks tegn på menneskehandel optræder. Sagen bør vurderes som tvangsarbejde, hvor to eller flere elementer af tvang findes.

1) Fysisk eller seksuel vold (eller trusler om det).

2) Indespærring eller indskrænkning af en persons bevægelsesfrihed.

3) Gældsslaveri, hvor arbejderen arbejder for at tilbagebetale gæld og derfor ikke får udbetalt løn.

4) Manglende udbetaling, tilbageholdelse af løn eller en helt urimelig underbetaling i forhold til den aftalte løn ved tidligere indgået aftale.

5) Opbevaring af pas og identitetsdokumenter, så personen ikke kan forlade stedet eller dokumentere sin identitet og status.

6) Trusler om at indberette til myndighederne, hvor personen opholder sig, eller at vedkommende arbejder illegalt i landet.