Opråb fra demo: Kom til lommerne!
250 offentligt ansatte samlet til mini-demo i Aalborg med klart budskab til arbejdsgiverne: Grav lønkroner frem! Og til fagbevægelsens forhandlere: Grav ikke grøfter mellem faggrupper.
Det gennemgående budskab fra talerne til tilhørere var: Ja, vi har hørt jer - der skal klækkelige lønstigninger på bordet denne gang. - Det er indlysende, at finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) denne gang skal længere ned i lommerne end hans forgængere.
Sådan lød det fra LO's næstformand Lizette Risgaard, der onsdag eftermiddag talte til cirka 250 offentligt ansatte ved en minidemonstration på en solbeskinnet John F. Kennedy Plads i Aalborg.
Det gennemgående budskab fra talerne til tilhørere var: Ja, vi har hørt jer - der skal klækkelige lønstigninger på bordet denne gang.
At der er behov for at stå sammen og ikke grave grøfter mellem de forskellige offentlige faggrupper var også det klare budskab:
- Ingen kan undvære en 3F'er på genbrugspladsen eller en rengøringsassistent på skolen. Alle har en plads, og ingen er mere værd end andre. Det er så vigtigt, at vi kigger på helheden i forhandlingerne, og ikke kun på egen pengepung. Vi skal undgå, at nogle grupper tabes på gulvet, lød det fra Lizette Risgaard.
Der blev heller ikke lagt skjul på, at 2008 er det hidtil vanskeligste år at forhandle, fordi så mange politikere har råbt op med meninger om offentligt ansattes løn og arbejdsvilkår.
- Det ville være skønt, om den politisk bevågenhed også gav sig udslag, når der ikke var overenskomstforhandlinger, lød det tørt fra 3F's offentlige formand, Ellen K. Lykkegård.
- Der er en realistisk mulighed for hverken at nå i hus på det kommunale eller statslige område denne gang, så vi ender i Forligsen. Derfor er det så vigtigt med jeres opbakning, for det giver os muligheden for at yde det maksimale pres i forhold til modparten. Vi er klar til at gå hele vejen for at slås for fornuftige løn- og arbejdsvilkår. Er I også klar? Spurgte Ellen K. Lykkegård fra talerstolen.
Og fik et rungende JA tilbage.
Husk de usynlige
Blandt tilhørerne var budskabet også klar: Op med skejserne, og husk også "de usynlige".
- Rengøringsassistenterne er en gruppe, der har haltet langt bagefter. Vi har været "nattemus", de pæne piger, der holdt os tilbage. Men dét gør vi ikke mere. Vi er en enhed, der vil accepteres på lige vilkår. Vi holder samfundshjulene i gang som alle andre. Det nytter ikke, at det kun er de høje herrer, der forgyldes, lød det fra tilhører Ulla Andersen, fællestillidsrepræsentant for rengøringsassistenterne i Aalborg Kommune.
Specialarbejder Kurt Faber, også Aalborg Kommune, var mødt op til demonstrationen "i solidaritet". Han tilhører efter eget udsagn en usynlig gruppe.
- Jeg gør rent i midtbyen og er med til at holde cykelstierne rene. Ja, vi er lidt en "usynlig gruppe", men til gengæld ville man se, hvis vi ikke var der. Vi er faktisk til stede 365 dage om året!
Hans bøn til forhandlerne er blandt andet: Gør noget ved betalingen ved forskudt tid.
- Vi får 20 kroner for at møde ind super tidligt om morgenen. Vi får 25 kroner om lørdagen og 50 kroner om søndagen. Det er for lidt, mener Kurt Faber.
Specialarbejder Kim Nymand fra Mariager Fjord Kommune var taget turen til Aalborg fra Hobro i sin vinterferie:
- Vi hører så meget om manglen på "de varme hænder". Og de mangler da sikkert også. Men der eksisterer altså et generelt lavtlønsproblem. Ham, der tømmer skrald og fejer på gaden, er bare ikke så synlig. Ham tager vi for givet, men han yder lige så meget som alle andre. Alle er lige vigtige, mener Kim Nymand.
Kim Nymand håber blandt andet på, at de offentlige forhandlere får gjort noget ved reguleringsordningen i forhold til de privatansatte.
Det kommunale udvalg i LO Aalborg stod bag onsdagens demonstration.