Slut med barsel? Sådan bliver du kollega igen

Overgangen fra forælder på barsel til livet som medarbejder og kollega kan være svær. Få fem gode råd til dig, der skal udskifte barsel med job.

- Det er en ret at gå på barsel, og derfor behøver du ikke tage alle de kedelige opgaver, når du kommer tilbage, siger Lotte Kirkeby Hansen, der er medforfatter til bogen "På job efter barsel - Guide til dit nye arbejdsliv". (Foto: Colourbox)- Det er en ret at gå på barsel, og derfor behøver du ikke tage alle de kedelige opgaver, når du kommer tilbage, siger Lotte Kirkeby Hansen, der er medforfatter til bogen "På job efter barsel - Guide til dit nye arbejdsliv". (Foto: Colourbox)

Pludselig er din barsel gået - og du skal udskifte bleer, sutter og mos med vagtskema, chefen og kolleger.

Overgangen fra barselsliv til arbejdsliv er ikke let. Så hvordan kommer man bedst i gang?

Det har vi fået Lotte Kirkeby Hansen, medforfatter til bogen "På job efter barsel - Guide til dit nye arbejdsliv", til at give fem råd til.

5 gode råd når barsel udskiftes med job

1. Erkend, at det er svært

- Mange har været på barsel i et helt år. Uanset hvilken arbejdsplads, der er tale om, så er der kommet nye arbejdsområder, en ny chef eller nye kolleger. Det tager tid at omstille sig til, siger hun.

2. Få råd fra andre kollegaer

- Processen med at komme tilbage kan være lang, så udnyt, at du ikke er den første. Spørg de kolleger, som har prøvet at være på barsel om, hvordan de gjorde. De har måske fået lov til at gå ned i tid af chefen - og det vil du måske også.

3. Tal med din chef om dine nye behov

- Hvis du kommer tilbage og siger, "Jeg har lige fået tvillinger, men jeg vil arbejde, som jeg plejer", så ved alle godt, at det er løgn. Tag i stedet en snak med din chef og fortæl, at dit liv - og dermed også arbejdsliv - har ændret sig. Hvis du har brug for at møde senere hver tirsdag eller gå på deltid, så spørg om det, lyder rådet.

4. Besøg kollegerne, inden du starter - også uden baby


- Det er en dårlig idé at være helt usynlig for arbejdspladsen, mens man er på barsel. Mange tager forbi og viser babyen frem. Det er fint, men planlæg også en dag, hvor du kommer alene. Her kan du tale ordenligt med kollegerne og med chefen og forberede dig på din nye hverdag, siger Lotte Kirkeby Hansen.

5. Drop unødig ydmyghed

- Nogle har tendens til at være undskyldende over for kollegerne og chefen, fordi de tænker, at barslen har været en belastning for arbejdspladsen. Undgå det. Det er en ret at gå på barsel, og derfor behøver du ikke tage alle de kedelige opgaver, når du kommer tilbage, slutter Lotte Kirkeby Hansen.