Sikkerhed bliver til arbejdsmiljø
Trepartsudvalg har sendt en række anbefalinger til beskæftigelsesministeren.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har godkendt en ny aftale mellem arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet. Arbejdsmiljøloven står måske over for den største ændring, siden loven blev født i 1977.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har nemlig netop godkendt en ny aftale mellem arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet.
- Den gamle lov er fra en tid, hvor det handlede om røg, møg og støj. I dag er mange store industrier væk. Serviceområdet vinder frem, og psykisk arbejdsmiljø, stress og nedslidning er blevet store emner, siger miljøkonsulent Henrik Hansen, 3F.
- Vi lægger derfor op til, at sikkerhedsrepræsentanten skal hedde arbejdsmiljørepræsentant - netop for at understrege den bredere opgave. Tanken er også at knytte arbejdsmiljøet tættere til virksomhedernes beslutningstagere i lighed med drift, miljø med mere.
Et løft til de små
Henrik Hansen har siddet med i drøftelserne og er glad for, at der nu snakkes trivsel. Det er også godt, at der er lagt op til at styrke samarbejdet om arbejdsmiljø på små virksomheder under ti ansatte.
- Det er i hvert fald hensigten, og vi må håbe, ministeren tager handsken op. Selvom der ikke kræves en sikkerhedsrepræsentant, skal virksomheden dokumentere, at den har planlagt en sikkerhedsindsats.
Sikkerhedsuddannelsen
Uddannelsen skal også laves om. De nuværende lovpligtige fem dage foreslås ændret til tre dage fulgt op af to dages supplering inden for de første ni måneder. Derefter halvanden dags kursus hvert år, man er valgt.
- De to sidste dage er altså i forslaget et tilbud og ikke en pligt. Det kommer til at stille krav til virksomhedernes velvilje.
- For mig at se bliver det en opgave for ministeren at sikre et løft af de små, der ikke går så meget op i arbejdsmiljø. De steder, der er enighed om en fornuftig arbejdsmiljøindsats, er jo ikke problemet, siger Henrik Hansen.
Den nye lov ventes klar til 1. januar 2011.