Fagbevægelsen tager godt imod S-udspil
Socialdemokraterne får ros fra flere dele af fagbevægelsen for det velfærdsudspil, partiet onsdag fremlagde i forbindelse med sommergruppemødet. Flere forbund mener, at Socialdemokraterne tager fat de rigtige steder.
- Det er rigtigt set af Socialdemokraterne, at en af udfordringerne til fremtidens offentlige sektor vil være, at vi alle sammen i stigende grad bliver kritiske brugere eller kritiske pårørende til brugere af velfærd og service, siger Dennis Kristensen, formand for FOA - Fag og Arbejde.
Socialdemokraterne pegede ved præsentationen på, at stigende velstand i samfundet også giver et stigende velfærdsbehov. FOA mener, det er rigtigt af Socialdemokraterne at tildele borgerne basale velfærdsrettigheder.
Dennis Kristensen glæder sig over den økonomiske håndsrækning på fem milliarder kroner til det offentlige område, som S vil give, men ærgrer sig over, at det ikke konkret peger på at give mere til de lavest lønnede kvindefag indenfor børnepasning, ældrepleje og sundhed.
Også pædagogernes forbund, BUPL, tager godt imod udspillet især omkring de minimumsstandarder, som blandt andet handler om, at der maksimalt må være tre børn per voksen i vuggestuerne og seks børn per voksen i børnehaverne.
- Vi er tilhængere af minimumsstandarder, så forældrene kan regne med, at der er plads og personale nok til, at de med god samvittighed kan aflevere deres børn i institutionerne. Vi er også helt enige i, at andelen af uddannet personale skal øges, siger formand Henning Pedersen.
I LO hæfter formand Hans Jensen sig ved, at Socialdemokraterne lægger vægt på, at medarbejderne er afgørende for kvaliteten i den offentlige sektor.
- Velfærdsudspillet fra Socialdemokraterne er et godt bud på, hvordan vi kan udvikle kvaliteten i vores velfærd, og det skaber et klart billede af, hvor der skal sættes ind med yderligere investeringer i de kommende år, siger Hans Jensen.