Ledige 3F'ere vil gerne uddannes

Kun seks procent af ledige 3F'ere får uddannelse - men 7 ud af 10 vil gerne på skolebænken, viser ny undersøgelse.

Mange ledige vil gerne have mere uddannelse - 3F vil gerne diskutere det med regeringen og arbejdsgiverne i foråret. (arkiv)Mange ledige vil gerne have mere uddannelse - 3F vil gerne diskutere det med regeringen og arbejdsgiverne i foråret. (arkiv)

Selvom ledige 3F'ere gerne vil uddanne sig, er det forsvindende få, der kommer på skolebænken. Ud af 32.100 fuldtidsledige medlemmer af 3F, var kun 2.038 i gang med uddannelse i aktivering i oktober. Det er seks procent.

72 procent af de ledige gerne ville bruge deres ledighedsperiode til at uddanne sig. Det viser en ny undersøgelse lavet af Analyse Danmark for 3F.

- Tallene vidner om, at mange af vores medlemmer er helt klar over, at de har brug for et uddannelsesløft for at være rustet til kravene på arbejdsmarkedet. Derfor er det ærgerligt, at så få får tilbudt uddannelse, mens de er ledige, siger Per Christensen, forbundssekretær i 3F.

Trepartsforhandlinger

Undersøgelsen peger samtidig på nogle barrierer, der kan være for at få uddannelse som ledig: Halvdelen mener ikke, at kursudbuddet er relevant. 61 procent mener, det er for besværligt at få uddannelse som ledig.

- Det her vil vi gerne diskutere med regeringen og arbejdsgiverne under forårets trepartsforhandlinger. I dag handler meget aktivering om at kontrollere og stresse de ledige. Vi vil gerne se en ledighedsperiode som en tid, der skal bruges til at investere i og løfte folk, siger Per Christensen.

Uddannelse som "død periode"?

Eigil Andersen, SF's arbejdsmarkedsordfører, er enig.

- Det bekræfter, at folk gerne vil dygtiggøre sig - de kan godt se, at fremtiden kræver uddannelse. Og vores opgave som politikere er at understøtte de positive holdninger, siger han.

Eigil Andersen peger på, at regeringsgrundlaget faktisk lægger op til, at flere skal have kompetencegivende uddannelse.

- Jeg mener, vi bør overveje at gøre uddannelse til "død periode" i dagpengeforløbet. Vi har også tidligere talt om, at det skal være nemmere at komme i voksenlære, og at nedskæringen i VEU var noget skidt. Det er også stadig vores mening, at 5.000 ufaglærte hvert år skal kunne uddanne sig på en dagpenge-lignende ydelse i op til tre år. Det er nogle af de ting, jeg håber, kommer med i trepartsforhandlingerne i foråret.