3F: Forenede Service presser ansatte ud

Den beskidte rengøring: Efter Forenede Service har overtaget rengøringen af omkring 30 institutioner i Skanderborg Kommune, er arbejdstimerne til rengøring skåret 40 til 50 procent ned.

- Jeg har valgt at stoppe, fordi det er umenneskeligt, hvad vi fremover skal nå. Jeg er 100 procent sikker på, at jeg ville blive slidt op og ødelagt, siger Kirsten Mench (til højre). Hun og kollegaen Gitte Jørgensen har regnet ud, at de skulle gøre over 550 kvadratmeter rent i timen, hvis de var blevet i jobbet hos Forenede Service.  (Foto: Henrik Bjerregrav)- Jeg har valgt at stoppe, fordi det er umenneskeligt, hvad vi fremover skal nå. Jeg er 100 procent sikker på, at jeg ville blive slidt op og ødelagt, siger Kirsten Mench (til højre). Hun og kollegaen Gitte Jørgensen har regnet ud, at de skulle gøre over 550 kvadratmeter rent i timen, hvis de var blevet i jobbet hos Forenede Service. (Foto: Henrik Bjerregrav)

På en lang række skoler og offentlige kontorer i Skanderborg Kommune er timerne til rengøringen skåret ned til knap det halve, efter kommunen ved årsskiftet udliciterede rengøringen til Forenede Service.

Det oplyser formand i 3F Søhøjlandet, Kai Høstrup. I alt er omkring 30 institutioner i Skanderborg ifølge lokalformanden ramt af drastiske nedskæringer. På Herskindskolen er rengøringen for eksempel sat ned fra 21 til 10,5 timer om dagen.

- Jeg frygter, at Forenede Service har skåret ned på rengøringstimerne for at presse kommunens tidligere personale til at sige op for at erstatte dem med billig udenlandsk arbejdskraft, som det er sket i andre kommuner, siger han til Fagbladet 3F.

3F Søhøjlandet har fået foretaget to kontrolopmålinger, som viser, at rengøringsassistenter flere steder skal rengøre over 400 kvadratmeter i timen.

Rengøringsdamer flygter

Flere rengøringsassistenter fra Skanderborg har smidt håndklædet i ringen og sagt deres stillinger op, fordi de ikke kan klare de samme opgaver på den halve tid.

Blandt andre serviceassistent Gitte Jørgensen, der nu har sagt op efter 17 år i kommunen. Hun blev sat ned fra 37 til 15 timer om ugen, men skulle nå den samme mængde arbejde på Jobcenteret i Skanderborg, hvor hun indtil fredag eftermiddag gjorde rent.

- Jeg har fundet et andet arbejde. Jeg havde ikke noget valg, for det kan slet ikke lade sig gøre at nå så meget på så kort tid, siger hun.

Derudover giver 15 timer for lidt i løn til, at det hænger sammen økonomisk for Gitte Jørgensen.

Borgmester: Overenskomster overholdes

Borgmester i Skanderborg Kommune Jørgen Gaarde (S) oplyser i en mail til Fagbladet 3F, at kommunen har fået dokumentation fra Forenede Service for, at selskabet overholder overenskomsterne, og at kommunen ikke har givet tilladelse til, at der bruges underleverandører.

Borgmesteren skriver, at han ikke har haft mulighed for at se nærmere på nedskæringerne på de enkelte skoler og arbejdspladser og tilføjer:

"Jeg går ud fra, at 3F som faglig organisation rejser dette forhold overfor arbejdsgiveren Forenede Rengøring, hvis man finder, at arbejdstakten er højere end foreskrevet i overenskomsten."

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Forenede Service.