Erhvervssygdomme koster dyrt

Det er dyrt for de private og offentlige kasser, når en person får anerkendt en erhvervssygdom. Udgifterne til erhvervssygdomme er nemlig steget fra 530 millioner kroner til 900 millioner i løbet af de sidste fem år.
Stigningen skyldes ikke, at flere bliver syge, men at den enkelte får langt mere i erstatning end tidligere. Ifølge Arbejdsskadesstyrelsen nye skadesrapport for 2005 er det gennemsnitlige erstatningsbeløb på næsten 400.000 kroner per person.
Tendensen mærkes også i forsikringsselskabet Danica. Selskabet udbetaler årligt 1,3 milliarder kroner i erstatninger til erhvervssygdomme, og det er næsten en fordobling siden 2001.
- Det er især de mindre lidelser som for eksempel stress, der driver udviklingen. Dertil kommer i en vis udstrækning også, at folk er blevet mere opmærksomme på muligheden for erstatning, siger cheføkonom i Danica, Jens Christian Nielsen, til Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev Arbejdsmarkedspolitisk Agenda.
Ifølge Arbejdsskadesstyrelsen skyldes stigningen det lempede erhvervssygdomsbegreb, der trådte i kraft i januar 2005, samtidig med at en række domme i Højesteret på nogle områder har ændret praksis for fastsættelse af erhvervsevnetab. Styrelsen mener, det er vanskeligt at vurdere, hvordan udviklingen bliver fremover.

Af Julie Troldborg (NET-Redaktionen, Lynx Media)