Fiasko for privatisering af jobcentre

Dårlige erfaringer med privatisering af jobcentre. 3F: Sig farvel til de private.

Gør som i Køge og sig farvel til det private jobcenter. Sådan lyder opfordringen fra 3F. (Foto: Harry Nielsen)Gør som i Køge og sig farvel til det private jobcenter. Sådan lyder opfordringen fra 3F. (Foto: Harry Nielsen)

Gør som i Køge og sig farvel til det private jobcenter.

Sådan lyder opfordringen fra 3F, efter at det har vist sig, at privatiseringen af jobcentrene i Køge og Gribskov langt fra har været en succes.

- Private aktør-firmaer er en dyrere løsning, fordi de skal tjene penge til deres ejere. Kommuner og a-kasser skal alene yde en god betjening af deres borgere og medlemmer. Når det nu viser sig, at de private firmaers resultater også er ringere, så må opgaverne tilbage på offentlige hænder, mener leder af 3F's a-kasse, Morten Kaspersen.

Aftale opsagt

I Gribskov, hvor jobcentret nu i et år har været drevet af det private firma Ramsdal A/S, skal firmaet betale en millionbod til kommunen på grund af dårlige resultater. I Køge, hvor firmaet Agens siden april 2008 har varetaget halvdelen af jobcentrets beskæftigelsesopgaver, har kommunen netop besluttet at opsige aftalen.

- Det er beklageligt, at vi er nødt til at tage dette skridt, men vi kan ikke længere forsvare at fortsætte som nu over for de 1.700 ledige borgere, der hører under Agens. Siden projektets start er det gået ned af bakke for vores samlede arbejdsmarkedsindsats, hvor udviklingen har været væsentligt dårligere end på landsplan, siger borgmester Marie Stærke (S).

Tættere overvågning

I Gribskov er den nyvalgte formand for arbejdsmarkedsudvalget, Lone Møller (S), ikke klar til at drage samme konsekvens endnu.

- Jeg er i gang med at se på, hvad der er op og ned i det her. Da Ramsdal overtog, var der store problemer i forvejen, noget er rettet op, og andet ikke. Derfor får de en chance mere. Men det er klart, at vores borgere skal have samme rettidighed, og at vores jobcenter ikke skal klare sig dårligere end andre kommuners. Derfor vil jeg overvåge det meget tæt - og nok også tættere, end de er blevet hidtil, siger Lone Møller.