Få gode råd til sikker julehygge
Det giver en god start på dagen, hvis man kan nå at julehygge lidt med levende lys om morgenen, inden arbejde. Sådan undgår du uheld.
Gran og julelys er hyggeligt, men kan også ende med at være en dødsensfarlig kombination. (Foto: Colourbox) Juletiden er kold og mørk, og så er det dejligt at hygge sig med levende lys i adventskransen og juletræet.
Det kan give en ekstra dejligt start på dagen, inden man skal på arbejde, når man starter med levende lys på morgenbordet sammen med familien. Men det kan ende helt galt, hvis ikke man får sikret sig mod brandfare, inden kollegaerne kalder.
Brandsikringsspecialist Peter Hofman-Bang fra Beredskabsstyrelsen har her fire gode råd til, hvordan hyggen ikke ender uheldigt.
4 gode råd til sikker julehygge
1. Lav en klar aftale i familien
- Det er meget vigtigt, at man laver en klar aftale om, at den, der tænder lysene, også er den, der slukker dem. Så er man sikker på, at alle ikke tror, at en anden i familien sørger for at slukke dem, når man tager hjemmefra, lyder rådet fra Peter Hofman-Bang.
2. Hav slukningsudstyr i nærheden, hvis det ender galt
- Når man har levende lys i for eksempel en adventskrans eller i et juletræ, så hav udstyr klar, hvis der udbryder ild. Mange har en spand vand stående med en gulvklud i, men faktisk er en ganske almindelig vandforstøver til blomstervanding uhyre effektiv.
En forstøver kan købes for tyve kroner og er god til at få bugt med ilden.
3. Undgå panik, hvis der udbryder brand
- Det er vigtigt, at der ikke opstår panik, hvis der udbryder brand. Skidt med julegaverne og hjemmet, liv er det vigtigste. Så sørg for at få alle ud af boligen og vurder så, om branden kan slukkes. Hvis ikke, så ring straks efter brandvæsenet, siger Peter Hofman-Bang.
4. Få installeret en røgalarm
- Vi ved, at en ud af tyve danskere faktisk siger, at de er blevet reddet fra en ulykke, fordi røgalarmen advarede dem. Så få installeret en røgalarm, der bipper, hvis der opstår brand, lyder rådet.
Peter Hofman-Bang opfordrer desuden til at hjælpe ældre familiemedlemmer og kollegaer med at få installeret en røgalarm. Mange har nemlig svært ved at komme op på en stige og få sat en alarm op.