Ny lønkontrol skal sikre dansk løn på Femern

Særlig overvågning skal sikre arbejdet for 41 milliarder kroner mod løndumping. Det vil give danske arbejdspladser.

Tre ud af fire arbejdspladser på Femern bliver i Danmark. Især fordi produktionen af betonelementerne til den 18 kilometer lange tunnel skal støbes i Rødby Havn. (Grafik: Femern A/S)Tre ud af fire arbejdspladser på Femern bliver i Danmark. Især fordi produktionen af betonelementerne til den 18 kilometer lange tunnel skal støbes i Rødby Havn. (Grafik: Femern A/S)

Der skal ikke være skandaler om udenlandske byggearbejdere til 70 kroner i timen på Femern, som vi for nylig så det ved metroen i København.

Derfor vil det offentlige byggeselskab Femern A/S som noget nyt indføre lønkontrol af entreprenørerne på byggeriet. Det oplyser transportminister Henrik Dam Kristensen (S) i et svar til Enhedslistens Henning Hyllested i transportudvalget.

De kinesere, polakker og danskere, der skal bygge tunnelen under Femern Bælt, skal alle arbejde til dansk løn. Og det vækker glæde i begge ender af byggebranchen. Den ekstra kontrol øger chancen for, at der bliver arbejde til danske firmaer og byggearbejdere.

- Det tegner godt. Vores erfaring er, at staten og kommuner stiller de rigtig krav om ordentlig løn, men det kniber med at få det ført ud i virkeligheden, siger Peter Hougård-Nielsen, formand for byggegruppen i 3F.

3-4.000 arbejdspladser

Det er ikke normalt, at offentlige bygherrer løbende overvåger løn og arbejdsvilkår. Det nyskabende tiltag får også opbakning fra arbejdsgiverne i Dansk Byggeri.

- Jeg synes, det er meget fornuftigt, siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen.

Der bliver mellem 3-4.000 arbejdspladser direkte på byggeriet fra 2015 til 2021. Heraf vil 75 procent være i Danmark.

- Femern og andre offentlige bygherre kan ikke fralægge sig ansvaret for at sikre, at der ikke foregår underbetaling, mener Dansk Byggeris direktør.

"Ordnede forhold"

Hvordan kontrollen skal foregå, er endnu ikke helt på plads, oplyser Femern A/S. I svaret skriver Henrik Dam Kristensen:

”Femern A/S vil ikke blot stille krav i udbudsmaterialet, men også opstille modeller for overvågning af vilkårenes overholdelse i forbindelse med administration af kontrakterne i anlægsperioden.”

Det skal ifølge ministeren sikre, at:

”Det arbejde, der bliver udført for selskabet i forbindelse med anlægget af den faste forbindelse over Femern Bælt, sker under ordnede forhold.”