Skybrudsramte familiers forsikringer i fare

Forbrugerrådet frygter, at skybrudsramte familier vil blive nægtet af forsikre sig.

Familier, der har haft vandskade, kan få svært ved at forsikre deres huse, frygter Forbrugerrådet. (Foto: Kristoffer Gravgaard)Familier, der har haft vandskade, kan få svært ved at forsikre deres huse, frygter Forbrugerrådet. (Foto: Kristoffer Gravgaard)

Er du en af dem, der har været så uheldig at have haft en vandskade i dit hus som følge af skybruddet?

Så er du en af dem, som Forbrugerrådet er bekymret for. Det skriver Forbrugerrådets blad Tænk.

Konsekvenserne er allerede at fem ud af syv forsikringsselskaber har hævet forsikringspræmierne for familier, der har været ramt af vandskade.

Udover at hæve prisen på forsikringerne, så har selskaberne ligeledes indført en række skærpede krav, som for eksempel udskiftning af trægulve i kælderen, så det i stedet er klinkegulve, der lægges i folks kældre.

Bekymrende tendens

Ifølge Tænk så nægter et enkelt forsikringsselskab allerede nu at tegne nye forsikringer i et specielt område i Kokkedal i Nordsjælland, hvor der er store problemer med tilbageløbende kloakvand igennem afløbsinstallationer.

Tendensen bekymrer jurist i Forbrugerrådet, Mads Mølgaard Braüner.

- Jeg frygter, at vilkårene for forsikringskunderne bliver så stramme, at nogle kunder slet ikke kan blive forsikret, eller at det bliver så dyrt for dem, at det bliver helt urimeligt. Vi risikerer, at forsikringsselskaberne ikke længere vil forsikre de dårlige kunder, siger han til Tænk.

Kilde: http://taenk.dk/taenk-penge/skybrudsskader-gor-forsikringer-dyrere