Udenlandsk arbejdskraft splitter arbejdsgiverne

OK12: Byggeriets arbejdsgivere i Dansk Håndværk ærgrer sig over, at Dansk Byggeri afviste aftale om social dumping, som de selv har gjort. Dansk Byggeri afviser kritikken.

Små og mellemstore virksomheder rammes af, at der ikke kom en aftale om social dumping, mener Dansk Håndværk. (Arkivfoto)Små og mellemstore virksomheder rammes af, at der ikke kom en aftale om social dumping, mener Dansk Håndværk. (Arkivfoto)

Topforhandlerne fra 3F og andre byggefagforeninger er ikke alene om at være skuffede over Dansk Byggeris afvisning af styrket indsats mod social dumping.

Også arbejdsgiverne i Dansk Håndværk havde forventet de nødvendige stramninger med østarbejdere i overenskomsterne.

- I Dansk Håndværk havde vi håbet, at byggebranchen kunne stå sammen omkring bekæmpelse af social dumping. Det må vi desværre konstatere ikke kan lade sig gøre. Man må spørge sig selv, hvem der har interesse i ikke at bekæmpe social dumping, siger direktør Erik Møbius fra Dansk Håndværk.

Hjælper de store

Direktøren fra Dansk Håndværk er bekymret for fremtiden og udviklingen i byggeriet. De små og mellemstore virksomheder vil få det svært, når de konstant bliver undergravet af social dumping og ulige konkurrence, mener Erik Møbius.

- I årevis har vi kæmpet for at gøre byggebranchen attraktiv. Det er de små og mellemstore firmaer, der tager de fleste lærlinge ind. Kursen i forliget kan betyde, at vi ender med nogle store virksomheder i byggeriet, der primært bruger udenlandsk arbejdskraft, forudsiger han.

Dansk Håndværk indgik for et år siden overenskomster med 3F. Her er kravene om værn mod social dumping udmøntet.

Dansk Byggeri: Makværk

Om kritikken fra Dansk Håndværk siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen:

- Vi kunnet godt have ønsket at gå længere med arme og ben-virksomheder. Men vi ville ikke gå så langt, som det makværk, Dansk Håndværk har lavet i deres overenskomst.