Fyreseddel en del af ansættelsen
Polske ansatte i Gal-Met måtte skrive under på en udateret fyreseddel for at blive ansat, fortæller en tidligere ansat.
Byggefagenes Samvirke holdt torsdag demonstration og blokade ved en stor byggeplads på Vesterbro, hvor det polske firma Gal-Met renoverer forretninger og boliger. Da den polske bygningsarbejder Boguslaw Schulz underskrev en ansættelseskontrakt med det polske firma Gal-Met, underskrev han i bogstavelig forstand samtidig også sin fyreseddel. Eneste forskel var, at fyresedlen var udateret.
Da han sammen med fire kolleger stillede krav om bedre indkvarteringsforhold i forbindelse med deres arbejde på en københavnsk byggeplads, blev han præsenteret for sin underskrevne fyreseddel og måtte forlade byggepladsen uden varsel.
Boguslaw Schulz fortalte om sin ansættelse hos Gal-Met, da Byggefagenes Samvirke torsdag morgen lavede demonstration og blokade ved en stor byggeplads på Vesterbro, hvor det polske firma renoverer forretninger og boliger.
Om baggrunden for at underskrive sin egen fyreseddel i forbindelse med ansættelsen sagde han.
- Sådan var det bare. Det var en del af de papirer, der skulle underskrives, og man var ikke blevet ansat, hvis man ikke underskrev det hele.
Konsekvensen af at have en fyringstrussel hængende over hovedet var, at man ikke gjorde indsigelser mod arbejdsforholdene.
- Alle var bange, og vi så jo, at dem, der stillede særlige krav, blev fyret uden videre, og det er ikke rart og nemt at blive fyret og stå alene i et fremmed land. Derfor accepterede de fleste blot forholdene.
Efterbetaling skal betales tilbage
Boguslaw Schulz blev fyret i april i fjor, mens han arbejdede for Gal-Met på en renoveringsopgave i Københavns nordvest-kvarter.
Samme skæbne er overgået andre, der ikke har været tilfredse med forholdene og har henvendt sig til fagforeningerne for at få hjælp.
Mest kendt er historien om en polsk arbejder, som med hjælp fra Malernes Fagforening fik efterbetalt 86.000 kroner som følge af massiv underbetaling i forhold til overenskomsten. Efterbetalingen var et resultat af et forlig på et mæglingsmøde. Efterfølgende har det polske firma fået en polsk retskendelse om, at arbejderen skal tilbagebetale pengene. I den anledning har LO trukket Gal-Met i Arbejdsretten.
- Mange udenlandske byggefirmaer prøver i det skjulte at omgå det. Det er ikke tilfældet med Gal-Met. Det har med sine handlinger vist, at det ikke respekterer det fagretlige system i Danmark, sagde således Byggefagenes formand Anders Olesen ved morgenens demonstration.
Boguslaw Schulz arbejder i dag på fabrik i Jylland. Han har ikke kontakt til de nuværende ansatte i Gal-Met.
Gal-Met var indtil september i fjor medlem af Dansk Byggeri, som ekskluderede firmaet, fordi det ikke respekterede de faglige spilleregler på det danske arbejdsmarked.