Hæder til Fagbladet for tredje år i træk
Fagbladet er nu Danmarks mest hædrede fagblad efter årets uddeling af Anders Bording Prisen. Pris for fotoreportage og artikler om syge støberiarbejdere.
Fagbladets plakette-vindere ved uddelingen af årets Anders Bording Pris: Asger Havstein Eriksen (tv.), Peter Andersen og Tina Enghoff. (Harry Nielsen) Fire gange på tre år er Fagbladet blevet hædret for god journalistik ved uddeling af Anders Bording Prisen.
Det har intet andet fagblad præsteret tidligere.
Prisen er opkaldt efter Anders Bording, der i 1666 udgav det første periodiske tidsskrift i Danmark. Den uddeles hvert år i juni af Dansk Fagpresse for god journalistik, layout og grafik i brancheforeningens cirka 350 fagblade og tidsskrifter.
Ved uddelingen torsdag eftermiddag på Københavns Rådhus fik fotograf Tina Enghoff en plakette (svarende til en andenpræmie) for hendes billeder af de hjem, hvor københavnere døde i ensomhed.
Ved samme lejlighed fik journalisterne Asger Havstein Eriksen og Peter Andersen også en andenpræmie for deres historie om, at 50 ud af 82 tidligere ansatte på det nu lukkede jernstøberi Kongeaaen i Vamdrup i dag er alvorligt syge, hvoraf flere har symptomer på den manganforgiftning, som myndigheder hidtil har afvist som gyldig arbejdsskade.
Fagbladet skriver historie
- Det er ualmindeligt tilfredsstillende med to plaketter ved uddelingen af Anders Bording Prisen. Det er dobbelt så godt som sidste år. Og det er vel at mærke tredje år i træk, Fagbladet hædres ved uddelingen, hvilket ingen fagblade nogensinde før har præsteret, siger Fagbladets ansvarshavende redaktør Palle Smed.
I 2002 fik journalist Peter Rasmussen en plakette for en række artikler i Fagbladet om den kontroversielle stilladskrig i Århus. I 2003 blev det ligeledes til andenpræmier for journalisterne Asger Havstein Eriksen, Hans Christian Graversen, Morten Hansen, Hans Jørgensen og Torben Kragh for en lang række afslørende artikler om brug af illegal arbejdskraft i Danmark.
- Hæderen er et tegn på, at vi holder en høj journalistisk kvalitet på Fagbladet, og at der er andre end os selv, som bemærker det, siger Palle Smed.
Førsteprisen ved årets uddeling gik til Ingeniøren for en artikelserie om den sammenstyrtede cykelhal Siemens Arena i Ballerup.