3F efterlyser tidligere Collstrop-medarbejdere
Fagforeningen frygter, at tidligere ansatte på virksomheden Collstrop kan have fået alvorlige giftskader. Medarbejderne opfordres derfor til at kontakte deres lokale 3F-afdeling.
Det er kommet frem, at de tidligere medarbejdere på virksomheden Collstrop blev udsat for farlige stoffer. (Foto: Colourbox) Kræft, fosterskader, genetiske skader, luftvejsskader, nyreskader og nerveskader. Listen er lang, når det gælder risiko for følgesygdomme for de tidligere medarbejdere, der har arbejdet på virksomheden Collstrop.
Firmaet, der beskæftiger sig med træimprægnering og fremstilling af lakker, er kommet i søgelyset efter det er dokumenteret, at firmaet i årevis har dumpet giftigt affald på grunde rundt om i Danmark.
Derfor efterlyser 3F nu tidligere medarbejdere fra virksomheden.
Fagforeningen frygter, at medarbejdere på virksomheden i årevis kan have været udsat for giftstoffer som krom, kobber og arsen og dermed risikerer at have pådraget sig skader, som de aldrig har fået anmeldt eller anerkendt.
Her havde Collstrop fabrikker
3F opfordrer alle 3F'ere og tidligere medlemmer af SiD, der har arbejdet på Collstrop til at henvende sig, uanset om de enten har arbejdet på en af fabrikkerne, transporteret affald eller har været med til nedgravning af affald på grunden.
Hvis du er i tvivl, kan du tage kontakt til din lokale 3F-afdeling.
Læs også: "3F'ere frygter giftskader efter arbejde på Collstrop"
Læs også: "Minister afkræves svar i Collstrop-skandalen"