Danmark på vej i sort
Siden august er ledigheden i 3F's afdelinger steget med mere end 50 procent. Næsten 19.000 er uden arbejde.
Ledigheden blandt 3F's medlemmer steg fra august til december med 50 procent. Før jul - i uge 51 - var næsten 19.000 3F-medlemmer ramt af ledighed. Det svarer til syv procent og er flere end samme tid året før.
I byggeriet er den helt gal. Ledigheden skyller som en flodbølge ind over byggebranchen. BAT-kartellet vurderede midt i januar, at godt hver 10. bygningsarbejder mangler arbejde. Værst ser det ud for murerne, der samlet set har en ledighed på over 20 procent.
Nedgangen i dansk økonomi er markant. Arbejdsgiverforeningen Dansk Industri forudser i en prognose, at antallet af ledige ved udgangen af 2010 vil være tredoblet til 150.000 ledige.
- Udviklingen bekymrer mig dybt. Nogle har sagt, at man ikke skal tage stigningen i ledigheden så tungt, fordi "vi kommer fra et historisk lavt niveau". Det punkt har vi desværre for længst passeret. I efteråret så jeg mørkt på fremtiden, men udsigterne er kun blevet endnu sortere, fastslår Poul Erik Skov Christensen, forbundsformand i 3F.
Han mener, at det nu handler om at skærme flest mulige mod krisen og undgå, at titusindvis mister deres arbejde.
- Det er ikke nok, at politikerne forhandler om en redningspakke til bankerne. Den må følges op af en krisepakke til lønmodtagerne, der sættes i gang hurtigst muligt, mener Poul Erik Skov Christensen.
- Jo længere vi venter med at gøre noget ved krisen, jo værre bliver den, siger 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.