Bunden er nået i byggeriet
Beskæftigelse:
Der er små tegn på, at de offentlige investeringer i byggeprojekter begynder at virke positivt på beskæftigelsen, vurderer økonom fra BAT-kartellet.
De offentlige investeringer i byggeprojekter kan være vendepunktet i den langstrakte krise i byggebranchen, vurderer økonom Camilla Vakgaard fra BAT-kartellet. Færre virksomheder i byggebranchen drejer nøglen om. I juli 2012 var der 57 konkurser mod 74 i juni 2012. I løbet af årets første syv måneder måtte 62 firmaer i gennemsnit give op hver måned. I samme periode sidste år var tallet 65 konkurser. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Samtidig er beskæftigelsen steget i andet kvartal i år i forhold til første kvartal.
- Det ser ud til, at der er sket en stabilisering. Der er registreret en lille stigning i beskæftigelsen i byggeriet. Det kunne tyde på, at vi har ramt bunden og er på vej op, siger økonom Camilla Vakgaard fra BAT-kartellet med forsigtig optimisme.
Langstrakt bund
Økonomen understreger dog, at bunden har været meget langstrakt, og at beskæftigelsen i byggebranchen er faldet med 6.200 personer fra 2. kvartal 2011 til 2. kvartal 2012.
- Tidligere har vi vurderet, at vi skulle ind i 2013, før vi ville kunne se effekten af fremrykkede offentlige investeringer i byggeprojekter. Men det er muligt, at vi nu ser starten på en fremgang for beskæftigelsen i byggeriet, vurderer Camilla Vakgaard.
Hun understreger, at der er langt til toppen i 2007 og 2008, hvor der var godt 190.000 ansatte i sektoren. Siden hen har 50.000 bygningsarbejdere forladt faget, så der i 2010 som det absolutte lavpunkt var 140.000 ansatte.
Sortsyn
Virksomhedernes forventninger til beskæftigelsen er præget af sortsyn. Sidste år have de ifølge Danmarks Statistiks konjunkturanalyse en negativ forventning til beskæftigelsen og ordrebogen. Det har nu ændret sig i en endnu mere negativ retning.
Da det gik virkelig stærkt i byggebranchen havde virksomhederne en samlet vurdering på plus 25 point i konjunkturanalyse. Den faldt dramatisk til minus 50 point i 2009 og er for 2012 på minus 25.