Tjek bezinpriserne på mobilen
Dyre dråber:
En ny applikation til din iPhone finder den billigste benzinpris, der hvor du befinder dig.
Med den nye applikation fra FDM kan man nemt finde billig benzin. (Foto: Colourbox) Nu kan de dyre dråber benzin blive billigere med den nye applikation, som FDM (Forenede Danske Motorejere, red.) netop har søsat.
FDM driver hjemmesiden www.benzinpriser.dk, hvor du kan gå ind og tjekke, hvor den billigste benzin gemmer sig. Men med den nye applikation til iPhone bliver det nu endnu lettere at finde de aktuelle benzinpriser og danne sig et overblik over, hvor der er flest penge at spare.
Et af målene med den nye applikation er, at endnu flere bilister vil indrapportere benzinpriserne, når de tanker, så så mange som muligt kan få glæde af de billigere dråber.
Derfor giver applikationen mulighed for at oprette en prispilotprofil, hvor man kan vinde præmier, hvis man ofte indberetter priser.
Spar 40-50 kr per tank
Og der er penge at spare på en tank benzin, hvis man bruger applikationen for at finde den billigste tankstation, forklarer Peter Bruhn, der er online-chef hos FDM.
- Jeg bruger selv app'en, og jeg kan ind imellem finde benzinprisforskel på 1 kroner. Der er altså 40-50 kroner at spare.
En anden ting, som Peter Bruhn har brugt den nye applikation til, det er at finde et mønster i benzinpriserne.
- Jeg har for eksempel oplevet at en tankstation er billigst om morgenen, når jeg kører til arbejde, mens en anden er billigere, når jeg kører hjem fra arbejde, siger online-chefen.
- Så det er også væsentligt for andre, hvis man indrapporterer de dyre priser, for så ved andre, at de skal køre udenom den tank.