3F melder kaptajn til politiet
Fagforeningen 3F Sømændene vil melde kaptajnen på Danica White - det danske skib, der i foråret blev kapret af pirater ud for Somalias kyst - til politiet.
Kaptajnen viste større hensyn til skib og last end til mandskab, siger man i sømændenes fagforening til Radioavisen.
Til TV Avisen forklarede kaptajn Niels Nielsen nemlig mandags, at det var ham, der gav rederiet OK til at trække forhandlingerne om en løsesum ud, hvis det kunne spare rederiet for millioner af kroner.
Gidslerne endte med at være fanget på skibet i 83 døgn, før de endelig blev frigivet i sidste uge.
Men kaptajnen burde ikke tage den slags hensyn til rederiets økonomi, mener man i 3F. Hans eneste bekymring i den slags situationer burde have været mandskabets ve og vel.
Ifølge avisen 24timer har kaptajnen desuden tilbageholdt søfolkenes cigaretter, fordi de nægtede at arbejde på skibet under kapringen.
Kaptajn Niels Henze Nielsen tager dog politianmeldelsen med ro og mener ikke, at han har gjort noget forkert eller ulovligt.
Han siger til DR Nyhederne, at danske søfolk ville have været jagtet vildt, hvis rederiet med det samme havde betalt, hvad piraterne forlangte.
Foruden politianmeldelsen mod kaptajnen undersøger forbundet også, om der skal lægges sag an mod skibsreder og Udenrigsministeriet.