Flere sager skal tjekkes efter dødsbrand

Efter alvorlig fejl og genoptagelse af sag om dødsbrand i silo, skal Arbejdstilsynet nu gennemgå en række andre sager for at undersøge om tilsynet har begået flere fejl.

Arbejdstilsynet har fået travlt efter de begik en alvorlig fejl i sag om brand i lift, hvor 51-årig brændte ihjel. Tilsynet skal nu tjekke en stribe andre, lignende sager for fejl.Arbejdstilsynet har fået travlt efter de begik en alvorlig fejl i sag om brand i lift, hvor 51-årig brændte ihjel. Tilsynet skal nu tjekke en stribe andre, lignende sager for fejl.

Arbejdstilsynet skal nu gennemgå en række sager for at tjekke om tilsynet har begået fejl i sagsbehandlingen, så de skal genvurderes. Det gælder sager, hvor Arbejdstilsynet har brugt eksperter udefra til at analysere ulykkesårsagen.

Det sker efter, at Arbejdstilsynet har erkendt en alvorlig fejl i sagen om 51-årige Kim Banke, der brændte ihjel i en lift i en silo på Grenaa Havn i juli 2011. Arbejdsgiveren P. Olesen & Sønner blev frikendt for ansvar i første omgang. Men sagen er nu genoptaget for at få placeret ansvaret og med henblik på en straffesag mod arbejdsgiveren.

Arbejdstilsynet bruger eksperter udefra i brandulykker - som ved ulykken på Grenaa Havn, hvor politiets brandeksperter og eksperter fra Dansk Brand- og Sikringstekniske Institut vurderede brandårsagen. Men også når arbejdsulykker sker i form af trafikulykker og drukneulykker, hvor Arbejdstilsynet ikke selv har ekspertisen, siger Eigil Andersen, Aarhus, arbejdsmarkedsordfører for SF.

En ulykkelig sag

Han rejste sagen om dødsbranden over for beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) på baggrund af en stribe artikler i Fagbladet 3F. På et møde 19. juni med ministeren, hvor også Arbejdstilsynets direktør Jens Jensen deltog, stod det klart, at sagen om dødsbranden skal genoptages, og at en række sager skal gennemgås.

- Det er betryggende, at andre sager, hvor der er brugt eksperter udefra, nu også bliver gennemgået for fejl, siger Eigil Andersen.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har ikke noget bud på antallet af sager eller en kommentar til Arbejdstilsynets alvorlige fejl, men siger:

- Jeg hæfter mig ved, at Arbejdstilsynet har erkendt fejl i behandlingen af denne meget ulykkelige sag. Jeg har også noteret mig, at man vil tage de nødvendige skridt til, at det ikke sker igen. Og at man nu vil undersøge, om der er fortilfælde, siger Mette Frederiksen.

Prioriteres meget højt

Heller ikke centerchef Charlotte Martin fra Arbejdstilsynets Tilsynscenter Nord,  hvor den fejlagtige afgørelse blev truffet, har noget bud på antallet.

- Vi arbejder på at få lavet en vigtig afgrænsning af, hvilke sager der skal kigges på. Derfor er det svært at sætte antal på nu. Men jeg vil gerne understrege, at sagen bliver meget højt prioriteret, siger hun.

Hun understreger, at procedurerne for sagerne også vil blive gennemgået og ændret med henblik på at forhindre lignende fejl.

Det har ikke været muligt at træffe Arbejdstilsynets direktør Jens Jensen, der tidligere har afvist at udtale sig, for en kommentar efter den seneste udvikling i sagen.