Dårligt tidspunkt at hæve sin SP

AE Rådet kritiserer forårspakken for at have for ringe effekt på den stigende ledighed.

Partierne bag den nye forårspakke har valgt et dårligt tidspunkt til at gøre det muligt for folk at hæve deres SP-opsparing. Det påpeger chefanalytikerne Frederik I. Pedersen og Martin Madsen, AE Rådet, i et nyt notat om virkningerne af regeringens Forårspakke 2.0.

Problemet er, at finanskrisen har udhulet SP-formuen betragteligt, så den ikke er så meget værd, som den tidligere har været.

AE Rådet vurderer desuden, at udbetaling af SP-opsparingen er et ekstremt usikkert instrument til at stimulere dansk økonomi. Dels ved man ikke, hvor mange der vil forlange deres SP-opsparing udbetalt, og dels ved man ikke, hvad opsparerne vil bruge pengene til.

De to chefanalytikere har regnet ud, at pakken i sig selv kun giver en beskæftigelsesvirkning på 5.500 personer i 2009 og 7.000 personer i 2010. Dertil kommer virkningen af andre økonomiske tiltag, så den samlede beskæftigelsesvirkning af finanspolitikken bliver 17.000 personer i både 2009 og 2010 - hvor regeringen har skønnet, at beskæftigelsen vil blive 25.000-30.000 højere, end den ellers ville have været.

Dermed tager forårspakken kun en lille top af ledighedsstigningen, og derfor er der fortsat behov for en vækstpakke med fokus på offentlige investeringer.

AE Rådets analyse peger desuden på, at den største beskæftigelseseffekt af den underfinansierede skattelettelse vil komme i 2011-2012. Hvis konjunkturerne i økonomien til den tid er vendt, vil en underfinansieret skattelettelse kunne føre til en overophedning.

Planen om at sætte en pulje af til renovering og bygningsarbejde lider ifølge AE Rådet under den skavank, at nogen af dem, der i givet fald får støtte til renovering af deres ejendom, ville have foretaget den renovering alligevel. Det giver et vist dødvægtstab.

Alt i alt konkluderer AE Rådet, at effekterne af regeringens vækstinitiativer kan blive større, hvis de medfører en grad af optimisme, så forbrugere og virksomheder bruger flere penge. Men virkningen havde været større, hvis pengene var brugt på offentlige anlægsinvesteringer.

Læs hele analysen på adressen http://www.ae.dk/media/filebank/org/AE_foraarspakke-2.0-tager-kun-toppen...