Ledigheden runder 20 procent i Næstved
I nogle 3F-afdelinger er hvert femte medlem ramt af ledighed. Og det bliver kun værre, advarer 3F Næstved, der er en af dem.
I 3F Næstved er hvert femte medlem nu ramt af ledighed. Med en ledighedsprocent i uge syv på godt 11 procent var omkring hvert 10. 3F-medlem ramt af ledighed. Det viser 3F’s nyeste samlede ledighedstal.
Men i nogle af 3F’s lokale afdelinger er det værre endnu. For eksempel i 3F Næstved. Her har afdelingen indikationer på, at næsten hvert femte medlem nu er ramt af ledighed.
- Første marts kom der så mange nyledige ind i afdelingen, at folk sad i lange køer, og vi måtte bruge frokoststuen som venterum. Flere gange om dagen ringer virksomheder og spørger om vilkårene og reglerne for at sende deres ansatte på arbejdsfordeling. Det virker næsten, som om det hele er ved at lukke ned, fortæller faglig sekretær for industrigruppen i afdelingen Ole Jakobsen.
I oktober havde afdelingen cirka 200 ledige. Nu er tallet oppe på omkring 720.
- Og vi ved, at der kommer yderligere 50 medlemmer den kommende tid, som er fyret, men endnu ikke fratrådt. Det bliver kun værre, siger Ole Jakobsen.