Næsten ingen akutjob til 3F'ere i København

Den store plan med akutjob har været en fiasko blandt 3F-medlemmer i København. Kun tre personer har fået job via denne ordning.

Det er yderst begrænset, hvor mange arbejdsløse 3F'ere i København der har fået gavn af regeringens store satsning med akutjob.Det er yderst begrænset, hvor mange arbejdsløse 3F'ere i København der har fået gavn af regeringens store satsning med akutjob.

Det er yderst begrænset, hvor mange arbejdsløse 3F'ere i København der har fået gavn af regeringens store satsning med akutjob. 3F København kender kun til tre medlemmer, der har fået akutjob. Det svarer til sølle én procent af de op mod 300, der enten har mistet eller er lige ved at miste dagpengene i afdelingen.

Leder af 3F's Akasse i København Søren Becher er dybt skuffet.

- Ordningen med akutjob har ingen effekt. Det har slet ikke levet op til målsætningerne. Private arbejdsgivere føler sig ikke forpligtet til at tage ansvar. Og det offentlige har ikke luft til at løfte opgaven, siger Søren Becher.

3F København er landets største 3F-afdeling med omkring 20.000 medlemmer, de fleste privatansatte. Af disse er over 2.000 arbejdsløse. Og altså op mod 300 af disse er i målgruppen for akutjob.

DI: Vi tager ansvar

Arbejdsgiverne i DI har talt varmt for ordningen. Og Steen Nielsen, underdirektør i DI, er meget overrasket over tallene fra 3F København.

- Jeg mener faktisk, at vores medlemsvirksomheder har været gode til at slå stillinger op som akutjob og har givet ledige en reel chance. De slår også job op, som normalt bliver besat på anden vis, siger Steen Nielsen.

Han oplyser, at DI-virksomheder siden ordningen blev indført i slutningen af 2012 har opslået 1.309 akutjob i Storkøbenhavn. Af disse er de 421 ufaglærte job. DI har dog ikke tal på, hvor mange af disse job der rent faktisk er gået til akutjobbere.

Meget få akutjobbere

Søren Becher oplyser, at der muligvis godt kan være enkelte medlemmer i hans afdeling, der har fået akutjob, og som han ikke kender til.

- Men det kan i givet fald kun dreje sig om ganske få, da vi har tæt dialog med vores ledige medlemmer, og da de skal i kontakt med os for at få tilskud til deres akutjob, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).