Masser af job til ledige 3F'ere i Norge
Norge mangler flere tusinde chauffører, tømrere og kokke. Hver fjerde virksomhed kan ikke skaffe folk nok.
Norge mangler både kokke, chauffører og tømrere i stor stil. (Arkivfoto) Er du arbejdsløs og træt af håbløse jobkurser og afslag på ansøgninger? Så ligger løsningen lige for: Tag til Norge. Her er der nemlig stor mangel på arbejdskraft. Det viser en opgørelse fra det norske NAV, som svarer til Arbejdsmarkedsstyrelsen her i landet.
For tiden er der brug for masser af 3F'ere. Det drejer sig blandt andet om 5.450 chauffører, 2.850 tømrere og 1.200 kokke. Hver fjerde virksomhed i Norge har problemer med at skaffe nok hænder.
Der mangler over 60.000 personer på det norske arbejdsmarked. Antallet af ledige job er vokset med 10.000 inden for det seneste år. Og NAV forventer, at der i år og næste år bliver skabt 80.000 nye job.
Sikkerhed i jobbet
Ifølge Niels Westergård-Nielsen, professor i økonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, har den store mangel på arbejdskraft en ganske simpel forklaring: Olien.
- Norge er ikke påvirket af dårlige konjunkturer eller finanskrise. Ligesom Saudi-Arabien har de masser af olie og penge nok, siger han.
Niels Westergård-Nielsen tøver ikke med at anbefale arbejdsløse 3F'ere at rejse nordpå for at få smør på brødet.
- Man kan trygt rejse til Norge, der vil være sikkerhed i jobbet mange år fremover. Olien slipper nemlig ikke op lige med det samme, siger han.