Arbejdsgiver reddede begravelse i Tyrkiet
Familien Özkan måtte flyve til Tyrkiet med 24 timers varsel for at deltage i en begravelse. Heldigvis var Ülkücans arbejdsgiver forstående
Ülkücan Özkan var taknemlig for at have en forstående arbejdsgiver, der gav hende fri omgående, da en onkel pludselig døde i Tyrkiet. Familien Özkan havde lige tilbragt tre dejlige uger med familie og venner i det sydvestlige Tyrkiet. Ülkücan og Haydar kom glade og udhvilede hjem til Danmark, men bare 11 dage senere sad de atter i et fly på vej til Tyrkiet. Familien fra Tyrkiet havde nemlig ringet og overbragte den sørgelige nyhed, at Haydar og Ülkücans onkel var død.
- Vi havde næsten lige set ham, og han virkede til at have det godt. Derfor chokerede det os meget. Det kunne ikke gå stærkt nok med at komme tilbage, fortæller Ülkücan Özkan.
Özlem passede butikken
Til deres store held kunne de få flybilletter til den efterfølgende dag, men børnene måtte blive hjemme. Sønnen, Hüseyin, havde for travlt på arbejde, og datteren, Özlem, måtte passe guldsmedeforretningen sammen med en veninde.
- Haydar har ingen ansatte, der kan passe butikken. Det er et problem, og hvis ikke Özlem var trådt til, var vi måske slet ikke kommet af sted i rette tid til begravelsen, påpeger Ülkücan.
Ülkücans arbejdsgiver tøvede ikke
Mens Haydars forretning udgjorde en forhindring, var Ülkücan slet ikke i tvivl om Dantrafos holdning. På grund af de mange medarbejdere med tyrkisk baggrund havde fabrikkens ledelse nemlig været i samme situation før.
- Da jeg ringede og fortalte, hvad der var sket, fik jeg straks en uges fri. Det var en stor lettelse at blive mødt med forståelse i den situation, siger Ülkücan. Dantrafo tøvede slet ikke med at give hende de nødvendige fridage, og Ülkücan slap for at forsvare de syv fridage overfor sin arbejdsgiver.
Hun skulle heller ikke forklare, at det er en vigtig tyrkisk tradition at mødes syv dage efter begravelsen, spiser sammen og mindes den afdøde. Derfor kunne Ülkücan sørge sammen med sin familie uden at have dårlig samvittighed overfor sin arbejdsgiver.
Forslag til familie- og arbejdslivskommissionen
Forslag til familie- og arbejdslivskommissionen