Lønsystem går uden om lavtlønnede

Lavtlønsgrupper bliver stadig ikke tilgodeset i statens nye lønsystem, konstaterer 3F's forhandlingssekretær Finn Petersen. Ny undersøgelse konkluderer, at lønsystemet er bredt accepteret.

- De grupper, vi repræsenterer, får ikke nok gavn af ny løn - og det er lavtlønsgrupperne, siger Finn Petersen, forhandlingssekretær  i 3F's Offentlige Gruppe.- De grupper, vi repræsenterer, får ikke nok gavn af ny løn - og det er lavtlønsgrupperne, siger Finn Petersen, forhandlingssekretær i 3F's Offentlige Gruppe.

Statsansatte er begyndt at acceptere og sige god for det omstridte nye lønsystem. Det fremgår af en undersøgelse, som Personalestyrelsen lægger frem på en konference i dag, skriver Politiken.

Men den konklusion kommer bag på forhandlingssekretær i 3F's offentlige gruppe, Finn Petersen.

- Vores medlemmer vil ikke kunne genkende det, der bliver sagt. De grupper, vi repræsenterer, får ikke nok gavn af Ny Løn - og det er lavtlønsgrupperne, siger Finn Petersen og henviser til blandt andre specialarbejdere og gartnere.

Tilfældige tillæg

Det efterhånden otte år gamle lønsystem er et opgør med det gamle anciennitetsbaserede system. Det nye lægger op til lokale forhandlinger og belønning ud fra blandt andet kvalifikationer og resultater i forhold til institutionens mål.

Formanden for Statsansattes Kartel, Peter Waldorff, påpeger over for Politiken, at oplevelserne med lønsystemet er meget forskellige fra arbejdsplads til arbejdsplads, ligesom tildelingen af tillæg oplevelses helt tilfældig.

Det er 3F's Finn Petersen meget enig i:

- Dem, der får i dag, kender selvfølgelig godt begrundelserne. Men dem, der bliver snydt, gør ikke. Man skal være mere åben over for de grupper, der ikke får gavn af lønsystemet, og det er lavtlønsgrupperne. Hvis de fremover bliver tilgodeset, tror jeg på, at lønsystemet har en fremtid, siger Finn Petersen.

Klar til mere åbenhed

Direktør i Personalestyrelsen Lisbeth Lollike erklærer sig klar til mere åbenhed om lønsystemet.

Men til Politiken siger hun, at fagforeningerne ikke skal regne med flere penge i puljen. Hun lægger op til, at man blot omfordeler nogle penge centralt til de lokale lønforhandlinger.

- Jeg er bange for, at det blot betyder en anden omfordeling, så dem, der får meget i dag, skal have endnu mere, og dem, der får lidt, skal have endnu mindre, siger Finn Petersen.

1. april næste år kommer rengøringsassistenter ansat i staten ind under statens nye lønsystem. Alle statsansatte 3F'ere vil pr. 1. april 2008 være omfattet af lønsystemet (eksklusiv ansatte i Røde Kors).