Flere vil uddanne sig i industrien

Pengene i industriens uddannelsesfond er ved at få ben at gå på. Flere initiativer gør det nu lettere at komme på kursus.

Siden starten for fire år siden er der sket en stigning på mere end 40 procent på ansøgninger til Industriens Kompetenceudviklingsfond (IKUF). Fra knap 7.000 til næsten 10.000 om året. (Grafik: Lau Mattesen)Siden starten for fire år siden er der sket en stigning på mere end 40 procent på ansøgninger til Industriens Kompetenceudviklingsfond (IKUF). Fra knap 7.000 til næsten 10.000 om året. (Grafik: Lau Mattesen)

Uddannelse er vigtig. Men operatører, arbejdsmænd og montører gider ikke tage på kursus.

Sådan lyder det ofte, når talen falder på 3F'ernes uddannelsesfond i industrien (IKUF). Men det er en sandhed med en hel del modifikationer. For faktisk er der siden starten for fire år siden sket en stigning på mere end 40 procent på ansøgninger til Industriens Kompetenceudviklingsfond (IKUF). Fra knap 7.000 til næsten 10.000 om året.

- Jeg er rigtig glad for, at flere gerne vil på skolebænken. Det viser jo, at vores medlemmer gerne vil bruge de muligheder, de har for at dygtiggøre sig. De skal bare lære systemerne at kende, siger Mads Andersen, formand for 3F's Industrigruppe og medlem af IKUF's bestyrelse.

Langsom start

Kritikken af fonde som IKUF har gået på, at pengene samler støv. Men Mads Andersen ser lyst på fremtiden.

- Det er rigtigt, at det har været en langsom start. Det, tror jeg, skyldes, at mange skal vænne sig til, at de nu selv kan vælge at komme på uddannelse, siger han.

Han medgiver også, at der har været en del barrierer, som har gjort det bøvlet at komme på IKUF-kursus.

- Jeg er helt med på, at det har været for besværligt. Men det har vi lavet om på, siger Mads Andersen.  

Seks uger på kursus

Konkret peger han på tre initiativer, som gerne skulle få flere til at bruge af fondens penge:

  • Man kan nu spare sammen i tre år, så man kan tage hele seks ugers uddannelse i træk.   
  • Man skal ikke længere selv lægge penge ud, når man vil på kursus. I stedet kan man sende regningen direkte til IKUF, der så betaler den.
  • Og så er IKUF's hjemmeside ved at blive relanceret, så det bliver mere overskueligt at tilmelde sig det rigtige kursus.