Øboerne vælger efterlønnen
Antallet af efterlønnere daler. Siden sidste år er der blevet to procent færre efterlønsmodtagere.
Der er noget længere mellem efterlønsmodtagerne i Gentofte end på Bornholm. Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik over efterlønsmodtagerne viser, at det er langt mere udbredt at gå på efterløn, hvis man bor på de danske øer end i Whiskybæltet.
I tredje kvartal 2008 fik to ud af tre bornholmere efterløn, mens borgerne på Ærø, Langeland og Læsø fulgte lige i hælene med en andel på 62 procent.
Derimod var færre end én ud af tre på efterløn i Gentofte, og det samme billede tegner sig i kommunerne i nærheden af Gentofte. Blandt indbyggerne i Rudersdal, Hørsholm og Lyngby-Taarbæk kommuner er det blot omkring 35 procent, der kan kalde sig efterlønsmodtagere.
Antallet af efterlønsmodtagere er dalende. I tredje kvartal i år var der 138.600 efterlønsmodtagere, hvis man omregner til fuld tid. Dermed er antallet af efterlønnere faldet med 2.900 i forhold til samme kvartal året før, hvad der svarer til et fald på to procent.
Medlemmerne af NNF, 3F og FOA er de grupper, der i størst omfang vælger efterlønnen - her er knap to ud af tre på efterløn. Derimod er det i a-kasserne for de højtuddannede såsom økonomer, akademikere og ingeniører under 25 procent af de forsikrede over 60 år, der går på efterløn.