Håb om løsning for underbetalte polakker
Effektiv sympatikonflikt og positiv dialog med bygherren skal afslutte konflikt ved stor renovering på Amager.
Rasmus Gunnarson i spidsen for en demonstration foran ejendommen i Augustagade i december. (Foto: Harry Nielsen.) En kombination af effektive faglige værktøjer og en positiv dialog med bygherren er de redskaber, som skal sikre ordnede forhold ved ombygningen af en beboelsesejendom i Augustagade på Amager.
I det mindste er Malernes Fagforening i Storkøbenhavn, som står bag den faglige konflikt mod det underbetalte arbejde, optimistisk.
Baggrunden for optimismen skal findes i et møde med bygherren, direktør Søren Impgaard Nielsen, samt direktøren for Ejendomsforeningen Danmark kort før jul. Samtidig har en sympatikonflikt betydet, at et dansk elektrikerfirma har forladt arbejdspladsen.
- Der var tale om et positivt møde med en god dialog, og hvor bygherren anerkender et moralsk ansvar for forholdene på pladsen, siger Rasmus Gunnarson, næstformand i fagforeningen.
- Nu skal vi have omsat den positive dialog til praktisk handling, siger han.
Polakker ikke selvstændige
Renoveringen af hele seks opgange i gaden udføres af underbetalt polsk arbejdskraft. Polakkerne er hyret gennem virksomheden NemtogBilligt. De påstår alle, at de er selvstændige.
- Vi afviser blankt, at der er tale om enkeltmandsvirksomheder. De arbejder alle på lønmodtagervilkår, og derfor er vores krav, at de skal omfattes af dansk overenskomst, siger Rasmus Gunnarson.
Mere i løn til polakkerne
Løsningen på sagen er ifølge malernes næstformand, at NemtogBilligt tegner overenskomst og anerkender sit arbejdsgiveransvar over for de 25-30 polske arbejdere.
Ved et besøg på byggepladsen mandag konstaterede han, at der ikke var aktivitet på byggepladsen.
- Og så længe der ikke arbejdes, venter vi gerne et par dage på løsningen. Det afgørende er, at arbejdet overenskomstdækkes og polakkerne aflønnes efter danske forhold, og at de dermed ikke påfører danske kolleger urimelig og unfair konkurrence, siger Rasmus Gunnarson.