Nej til bevidstløse besparelser

Offentligt rengøringsansatte vil ikke længere være skydeskiver på grund af dårlig hygiejne på hospitaler og i institutioner.

Mangelfuld hygiejne fører til mere end 3.000 dødsfald hvert år, over en million sygedage og en samfundsudgift på op mod 4 milliarder kroner årligt. (Arkivfoto)Mangelfuld hygiejne fører til mere end 3.000 dødsfald hvert år, over en million sygedage og en samfundsudgift på op mod 4 milliarder kroner årligt. (Arkivfoto)

Service- og rengøringsassistenter i stat, kommuner og regioner har fået nok af regeringens ideologiske sparepolitik, der går ud over hygiejnen på sygehuse og offentlige institutioner.

Det siger Landsbrancheklubben for Service- og Rengøringsassistenter i 3F i en skarp udtalelse fra branchens årsmøde i Kolding.

- Vi vil ikke stå model til at være kilden til udbredte smittefarer på grund af besparelser, og vi ønsker at udføre vores arbejde med god samvittighed, lyder det blandt andet fra mødet i Kolding.

Ifølge udtalelsen fører mangelfuld hygiejne til mere end 3.000 dødsfald hvert år, over en million sygedage og en samfundsudgift på op mod 4 milliarder kroner årligt.

De offentligt ansatte frygter, at situationen vil blive endnu værre, fordi regeringen nu kræver, at 25 procent af de kommunale opgaver skal sendes i udbud inden 2010. Når alle udbudsegnede opgaver i staten også skal sendes i udbud, vil alle serviceområder i det offentlige blive ramt med en konsekvens, der holdes skjult for borgerne i Danmark.

- Vi vil ikke som samfundsborgere være vidner til, at vores fag bliver udraderet til skade for samfundet og den samlede befolkning, siger de rengøringsansatte, der er sikre på altid at blive ramt først, når budgetterne skal beskæres.

Elever gør hovedrent

Udtalelsen fremhæver eksempelvis allergiproblemer på skolerne.

- Når besparelser i skolernes rengøring betyder, at lærerne pakker viden om daglig hygiejne ind i pædagogiske projekter, og eleverne bliver sat til at udføre en hovedrengøring, man har sparet væk, så har regeringens besparelsesprojekt formået at overbevise lærere, forældre, elever og servicepersonale om, at besparelserne ingen konsekvenser har.

- Tværtimod har de præsenteret os for et projekt, hvor vores børn og unge mennesker indgår som røgslør - som skakbrikker i et langsigtet spil, der har til formål at nedbryde vores offentlige velfærdssamfund på alle fronter.

Læs udtalelsen her

Læs udtalelsen her