Flextronics lukker trods flot regnskab
Omsætningen hos Flextronics i Skive er steget med over 50 procent fra sidste år. Men alligevel lukker virksomheden i Danmark. Det møder hård kritik fra 3F.
Selvom omsætningen er steget hos Flextronics, dropper virksomheden sin produktion i Skive. (Foto: Arkiv) Elektronikvirksomheden Flextronics i Skive lukker, selvom det går rigtig godt. Regnskabet for 2010/2011 er netop blevet offentliggjort. Og her er der flotte tal: På et år er omsætningen steget med mere end 50 procent. Fra 303 milllioner kroner sidste år til 465 millioner kroner i år. Det er endnu højere end før finanskrisen. Overskuddet er også ganske pænt på 10 millioner kroner.
Men det forhindrer altså ikke de internationale ejere i at droppe produktionen i Danmark. I august fik de sidste 220 ansatte en fyreseddel.
Direktør i Flextronics i Danmark Thomas Rosenkrands Olsen beklager, at fabrikken lukker her i landet.
- Sagt på godt jysk, så er det selvfølgelig træls. Vi har forsøgt at bygge noget op og synes, det kører rigtigt godt nu, siger han til Skive Folkeblad.
Intet ansvar
Ifølge økonomisk redaktør på Politiken, Tage Otkjær, er forklaringen ret enkel:
- Flextronics er så stor, at den har hele verden som sin tumleplads. Så den kan ligeså godt producere i lavtlønslande. Jeg kan ikke forestille mig, at den føler noget ansvar for at bevare danske produktionsjob, siger han.
Et kig i årsrapporten afslører da også, hvorfor virksomheden flytter produktionen trods de sorte tal:
“De tre største kunder har annonceret, at de har intention om at placere væsentlige ordrer i lavlønsområder hos Flextronics. Som resultat af dette, har ledelsen besluttet at nedlægge produktionen i Skive.”
Dybt kritisk
Formanden for industrigruppen i 3F-Skiveegnen, Kirsten Fejerskov, er dybt kritisk over for beslutningen.
- Jeg bliver altså ret forarget over, at en global virksomhed som Flextronics er fløjtende ligeglad med, at de sender så mange af vores medlemmer ud i arbejdsløshed. Selvom de altså har vækst her i landet, siger hun.
Regionen har i forvejen mistet mange arbejdspladser i industrien de senere år.
Se regnskab fra Flextronics - del 1
Se regnskab fra Flextronics - del 1Se regnskab fra Flextronics - del 2
Se regnskab fra Flextronics - del 2