Fynske kokke i klemme efter konkurs
Trods konkurs ryger retterne lystigt over disken på Restaurant Marco Polo i Odense. Men flere kokke har ikke fået løn. 3F rejser krav på 100.000 kroner.
27-årige Ilker Güler var kokkeelev hos Restaurant Marco Polo i Odense. Her blev han snydt og truet med fyring, da han ville tage fri for at se sin døende far. Pastaen er lækker, og priserne lave. Til gengæld bliver personalet snydt i løn på Restaurant Marco Polo i Odense.
3F har nu rejst et krav på cirka 100.000 kroner for to tidligere ansatte. Men da restauranten har ladet sig gå konkurs, er kravet blevet sendt videre til Lønmodtagernes Garantifond. En tredje medarbejder, som blev snydt, har allerede fået over 23.000 fra LG.
- Det lugter langt væk af, at man spekulerer i at slippe for regningen, siger faglig sekretær i 3F Odense Regnar Hansen.
Snydt i løn
Firmaet Nyhavn København ApS, som drev restauranten, gik konkurs i juni i år. Det skete i al stilhed, og Marco Polo serverer fortsat oksemørbrad og gorgonzolasauce i centrum af Odense. Nu bare under et nyt firmanavn, Nyhavn Århus ApS.
Den daglige leder i det gamle selskab George Habib Barno har nemlig oprettet et nyt selskab. Og på den måde overtaget restauranten fra sin ven, den tidligere ejer Marco Kenger, som pludselig flyttede til Dubai.
Gælden til de ansatte følger ikke med ind i det nye selskab.
Ejer: Marco Polo et godt sted
Ejeren George Habib Barno nægter, at der skulle være problemer på restauranten.
- Sammenlignet med andre steder har vi behandlet vores medarbejdere godt, siger George Habib Barno.
Derudover vil han ikke udtale sig. Det har ikke været muligt at opspore Marco Kenger i Dubai. På vegne af den 27-årige kok Ilker Güler har 3F rejst et krav på over 84.000 kroner til LG. Men det er usikkert, om han får pengene.
- Rent økonomisk var det en hård tid. Ud over den manglende løn skulle jeg selv købe knive, en kokkebog og arbejdstøj, fortæller han.